Thirteen af Tom Hoyle

thirteen12Forlag: Macmillan
Sidetal: 325
Udgivet: 2014
3kron

Sekten ”The People” er dannet og ledt af den sindssyge Coron. Hele sekten er bygget på en profeti, der fotæller at ”The People” vil blive herskere over et nyt og bedre rige, når den nye æra starter, hvilket vil sige fra år 2014. Kun én person kan stoppe dem. Et barn der er født præcis midnat ved årtusindskiftet. Tretten børn bliver født på slaget midnat, hvor vores hovedperson, Adam, er en af dem.
Da Adam er tretten er han den sidste tilbage af de tretten børn. De andre er på mystisk vis blevet dræbt, ofte ved ”ulykker”. Han finder hurtigt ud af at hans liv er i fare, og kun få er til at stole på da ”The People” er overalt.

Denne bog købte jeg i London, og endnu en gang var jeg faldet over bogens specielle udseende. Da jeg læste resuméet, var der ikke så meget andet at gøre end at købe den.
Tom Hoyle fortjener stor ros, for at bibeholde Adam og hans venindes 13-årige naivitet hele vejen igennem bogen. Man er ikke i tvivl om at personerne udvikler sig i takt, med de forfærdelige oplevelser de bliver udsat for. De går hele tiden tankerne ”Jeg skal bare hen til mine forældre, så bliver alt godt igen” ”Jeg skal have fat i en voksen” Da det jo er det, en 13-årig uprøvet person i vores tidsalder vil gøre. Der er så mange helte i bøger, hvor man glemmer at de er børn. Sådan er det ikke i Thirteen.
Vores store fjende i denne bog er Coron, som siden han var lille har troet på profetien. Han har samlet sekten ”The People” omkring sig selv og hans store bog om profetien og den nye æra. Sjældent har jeg oplevet en så virkelig, så ubehagelig og så sindssyg person. Han beskrives som en person, der faktisk kunne være tilstede i vores verden. Jeg sad flere gange med kuldegysninger, fordi han er beskrevet så ubehagelig godt.

Bogen er skrevet som alvidende fortæller, hvilket egentlig er en fortællerstil jeg ikke er så vild med, jeg bliver hurtig forvirret af den. Det ødelægger læseoplevelsen en smule for mig, selvom at bogen er godt skrevet, og at Tom Hoyle formår at bruge den alvidende fortæller til at øge spændingen.

Bogen er for læsere, der er til dystopi og Science Fiction. Jeg vil mene at bogen er lidt for barsk til 12-13 årige, og at man nok skal være i slutningen af sine teenageår før man læser den, da historien er meget virkelighedstro.

thirteencollage

Jeg vil ikke tage det flot – Anne Bredahl

flot
Forlag: Damgaard
Sidetal: 165
Udgivet: 28/5-14
2kron

Anne går med slæbende fødder til lægen. Hun er udtømt for energi og har en følelsesløs arm. Lægen konstaterer, at hun har en vinterdepression, og sender hende hjem med beskeden om at det skal kureres med humor.
Trætheden, armen og benene bliver værre og hun opsøger op til flere læger, men får ikke nogen yderligere diagnose eller behandling, indtil der er en der sender hende videre til en hjerneskanning. Den viser pletter på hendes hjerne, som tyder på sklerose. Kort tid efter får hun stemplet som kronisk syg.

Dette er en rigtig svær anmeldelse for mig at lave, da jeg synes det er en ekstrem vigtig historie at få ud, samtidig blev det desværre til en bog, der for mig bare skulle overstås.
Bogen er skrevet ud fra Anne Bredahl blog, og derfor er der mange huller i historierne, og består primært af hvad hun tænker og oplever, og ikke en sammenhængende historie. Hvilket, jeg må indrømme, havde svært ved at komme igennem.
Jeg synes dog at jeg har fået en del ud af bogen også, for hvordan skal man håndtere, hvis en man kender får en kronisk sygdom, og det derfra bare går ned ad bakke? Hvad er okay at sige? Hvad er bare ikke okay? Har man det med at sige nogle ting, uden at vide hvor meget det sårer personen? Ja det har man! Jeg måtte flere gange krumme tær over Anne Bredahls skarpe bemærkninger, da jeg sagtens kunne finde på at sige nogle af de ting, Anna bare ikke kunne have, uden at tænke over at det ville føles som jag af smerte hos en, der kronisk syg.

Ironisk nok havde jeg håbet på at bogen var skrevet med mere humor, så jeg ind i mellem kunne få mig et grin, frem for at sidde og krympe mig mere og mere under noget jeg mest vil betegne som brok.

Alt i alt, jeg synes det er en vigtig historie at dele, og jeg er sikker på at den kan hjælpe nogle mennesker, den er bare ikke mig.