Lydbøger og læsevanskeligheder

Det er blevet tirsdag, og tid til mit indlæg om lydbøger, og hvordan de kan hjælpe unge med læsevanskeligheder. Igår fortalte Chamberlains Bookcorner om sine egne udfordringer som ordblind, og anbefalede bøger.

Jeg hører selv en del lydbøger, det var noget jeg begyndte på da jeg skulle cykle meget, eller lave “kedeligt” stereotypt arbejde på min gamle arbejdsplads. Jeg elsker at få fortalt historier mens jeg støvsuger, cykler ud til min hest eller laver andet, der kan piftes op med en spændende historie.

læsevanskelighed2

De bøger jeg hører som lydbog, er ofte bøger, jeg vil have svært ved at komme igennem, og bare gør det lidt lettere ved at høre dem som lydbog. Da lydbøger er en helt fantastisk måde ar komme igennem nogle bøger. Selvfølgelig skal man lige vænne sig til det først. Jeg skal helst have noget at lave når jeg hører lydbøger, hvis jeg bare sidder derhjemme på sofaen eller i n bus, bliver jeg pludselig meget bevidst om hvor jeg kigger hen eller hvordan jeg har mine hænder. Derudover er der selvfølgelig også stor forskel på oplæserne, og nogle gange må man slutte fred med at de udtaler ord eller navne anderledes end du ville gøre det. Der er masser af steder hvor du kan få fat på lydbøger.

Derfor vil jeg her i indlægget skrive om nogle steder, som både gratis og ved betaling, som kan hjælpe unge med læsevanskeligheder og deres pårørende med at finde vejen ind i litteraturen.

Nota
Nota er en institution som hører under Kulturministeriet, og har til formål at give læse- og synshandicappede adgang til bøger og viden. De har et kæmpe bibliotek af lydbøger og e-bøger som er gratis tilgængelig for personer med læsehandicap og deres registrerede assistenter.

Alt fortalt
Som tidligere ansat i en studieboghandel er jeg nødt til at have Alt Fortalt med. Alt fortalt er en shop hvor man kan købe alt inden for lydbøger. Både som cd’er og download. Det fedeste er dog at man også kan købe studiebøger som lydbøger.

E-reolen
E-reolen er en hjemmeside og en app, der står for administrationen af folkebibliotekernes tilbud af e-bøger og lydbøger. Det er en gratis tjeneste, der desværre også nogle fejl og mangler ved denne tjeneste.

Mofibo/Storytel
Mofibo og Storytel er to apps, der ligner hinanden meget. De har begge med e-bøger og lydbøger at gøre, og har en abonnementsservice, der koster 129 kr. Jeg tror at det er mere et holdningsspørgsmål om man vælger den ene frem for den anden. De fungerer begge upåklageligt, og gør det nemt for dig at holde styr på hvilke bøger du har læst/lyttet og hvilke du er interesseret i at lytte.

21 måder at dø

Der er selvfølgelig nogle bøger jeg har været gladere for end andre. Nogle har jeg direkte slukket for og startet en ny, og andre har jeg higet efter at høre færdig.
Her kommer nogle af de bøger jeg har været særligt glad for at høre på lydbog.

21 måder at dø af Sara Engell
Oplæseren er fantastisk, og lever sig ind i persongalleriet. Hun har en behagelig stemme, samt hun synger de linjer fra sange, der bliver brugt i historien, hvilket jeg synes giver bogen lige det ekstra, når nu hovedpersonen er så passioneret om musikken.

Half bad / Half Wild af Sally Green
Begge bøger har jeg hørt på dansk, og jeg er ærgerlig over at den sidste ikke er blevet lavet som lydbog endnu (så vidt jeg ved). Endnu en fantastisk oplæser, der laver sin stemme en lille smule om, alt efter hvilken karakter der taler. Dog uden at det bliver for børneteater-agtigt. Og så er historien jo også bare helt eminent.

Den første af Justin Cronin
Dette er en kæmpe lang og tyk bog, som simpelthen var et alt for stort og uoverskueligt projekt for mig at gå igang med, selvom jeg virkelig gerne ville læse den. Jeg vidste at jeg ville køre død i siderne, derfor valgte jeg at sætte gang i lydbogen på 45(!!) timer. Oplæseren skulle jeg lige vænne mig til i starten, men når man har 45 timer at tilbringe sammen, så kommer det af sig selv. Det er en udfordrene bog at være oplæser på, da der bliver vekslet mellem mails, breve, almindelig tekst og dagbøger. Jeg synes at oplæseren klarede det så flot med den opgave.

Udvælgelsen og Eliten af Kira Cass
Denne serie valgte jeg at høre på lydbog, fordi de første tre bøger allerede var udkommet, og jeg vidste at jeg var nødt til at læse dem alle tre. Det var i en meget travl periode på mit arbejde, så jeg havde også bare brug for noget let og afslappende lytning. Igen har vi fat i en oplæser, der bare kan det. Hun laver også sin stemme en lille smule om i forhold til karakterne. Det er helt nede i de små detaljer og betoningen af ordene. Oplæseren skifter tempo alt efter hvordan stemningen er i historien, så man bliver bare revet med.

lydbøger

Tak fordi I læste med, jeg glæder mig til at læse hvad Irene fra Boghunden finder på til i morgen

Unge med læsevanskeligheder

For noget tid siden var der en mor med sin 17-årige pige nede i den butik jeg arbejder i.
Pigen havde svært ved at læse, og læste på et niveau, der svarer til en 2.-3. klasses niveau. Hendes store problem var at hun flere gange havde søgt hjælp i diverse boghandlere, samt på biblioteket, men var ofte nødt til at gå derfra igen med en følelse af at være misforstået, og at der ikke fandtes bøger, hvor hendes mentale niveau og læse niveau harmonerede. Enten blev hun anbefalet bøger om en cirkushund og en pony, der var bedste venner, og ikke lige noget hun syntes var interessant, eller også var det spændende fantasy bøger, hvor teksten har været for teknisk udfordrende. Jeg stod selv som uddannet boghandler, og var glad for at min enormt kvalificerede kollega fik den opgave at finde den helt rigtige bog til pigen. Da jeg selv ikke følte af jeg havde værktøjerne til at hjælpe.
Det må der laves om på. Derfor sætter jeg og en håndfuld andre skønne og dygtige bogbloggere i den kommende uge, fokus på unge med læsevanskeligheder.
Det kommer til at forløbe så ledes at der næsten hver dag vil komme et indlæg på en blog med fokus på noget inden for unge med læsevanskeligheder. Her kan I se ugens program.

Mandag
Ea fra Chamberlains Bookcorner sætte gang i temaugen med hele tre indlæg. Hun vil bl.a. komme ind på de udfordringer hun selv har haft ved at være ordblind samt anbefale nogle gode bøger og serier hun selv har elsket og læst.

Tirsdag
Her kommer jeg selv på banen. Jeg vil fortælle om lydbøger, og hvad de kan gøre i forhold til at guide vejen ind i litteraturen. Nogle gange vil man bare gerne have historien, men man ved at man aldrig kommer til at læse bogen. Her er lydbøger fantastiske.

Onsdag
Irene fra Boghunden får besøg af forfatteren Sandra Schwartz, som vil fortælle lidt om det at skrive letlæselige bøger, som stadig kan holde unges interesse.

Torsdag
Karina fra Crossing Journeys vil denne dag anbefale bøger og serier, som er gode til unge med læsevanskeligheder. Hun vil derudover også komme med lidt forskellige hjælpemidler.

Fredag
Malene fra Wondrous Bibliophile vil sammen med sine kollegaer anbefale nogle bøger fra boghandleren. De har fundet nogle bøger, som vi selv ville anbefale til kunder til samme formål, af hvad de har i butikken lige nu og her – noget der viste sig at være lidt sværere, end hun lige havde forventet i første omgang.

Søndag
Vil Rikke fra Flyv Med Mig lave et interview med bibliotekaren Lone Petersen fra Fredericia Bibliotek. Interviewet er med fokus på læsevanskeligheder hos unge samt et par anbefalinger. Til sidst vil der være lidt anbefalinger til let og god læsning fra mig selv. 

Jeg håber at I vil læse med.