Et rige af tåge og vrede af Sarah J. Maas

Forlag: Gyldendal
Sidetal: 669
Serie: Et rige at torne og roser
Nr: 2
Originaltitel: A court of mist and fury
Udgivet: 16/10-2017

Forlaget skriver
Efter at have reddet Tamlin fra en ond elverdronning vender Feyre tilbage til Forårsriget med kræfter fra alle Storfyrsterne. Men hun kan ikke slippe den forfærdelige gerning, som hun måtte udføre for at redde Tamlins folk – eller den aftale hun indgik med Rhysand, den frygtede Storfyrste af Natriget. Feyre drages dybere og dybere ind i Rhysands spind af politik og kærlighed, mens Krigen ulmer og en ond kraft truer med at udslette alt det, hun har kæmpet for. Skal Feyre redde sin verden, må hun konfrontere sin fortid, omfavne sine evner og acceptere sin skæbne.

Anmeldelse
Happily ever after med PTSD. Jeg har tit gået og leget med tanken om, hvad der sker med hovedpersonerne i fantasybøger, efter at de har været udsat for så store traumer, som mange af dem har. Der er efterhånden udkommet en del bøger, der viser nogle af de problemer og psykiske som fysiske skader de måtte have. Jeg tror dog, at dette er den bedste skildring jeg har læst endnu. Feyres traumer er skrevet på sådan en måde, at man først føler dem som noget, der ikke fylder så meget indtil det hele ramler sammen.
Bogen har stadig den eventyrlige vibe over sig, som jeg elskede ved bog nr. et. Igen er Feyres personlige udvikling og personlighed fantastisk. Den er ægte og det bærer rigtig meget af bogen. Rhysand og hans følge har den fedeste dynamik. Vidt forskellige personligheder, med hver deres at kæmpe med. Jeg følte næsten at jeg sad med, når de sad rundt om bordet og når der blev udelt verbale men kærlige lussinger.
I selve plottet lider den lidt under det typiske 2’er syndrom. Der er ikke meget handling, men der bliver brugt en masse tid på karakterernes udvikling og relationer imellem. Hvilket også er vigtigt, og jeg følte ikke at jeg kedede mig på noget tidspunkt.
Dog var skurken i denne bog heller ikke noget at råbe hurra for. Jeg føler dem virkelig ikke. Jeg kan ikke mærke ondskaben, jeg bliver ikke vred på dem, de små nakkehår rejser sig ikke. De gør ikke meget for mig. Hvilket får den lurende trussel til at falde til jorden for mig.
Jo. Skurken gør modbydelige ting. Men det gør mange af vores hovedkarakterer også. Tamlin var for mig, faktisk værre end bogens store antagonist, og ham ved vi ikke handler ud fra ren ondskab og had.
Kærlighedshistorien i denne bog, er eminent. Jeg sad flere gange og smilede for mig selv. Fik ind i mellem lyst til at råbe ”Så kys dog for fanden”. Jeg er flere gange blevet siddende i bilen efter endt køretur, bare for at høre en scene færdig.
Sexscenerne blev dog nogle gange så episke, at det blev komisk. Men det gjorde ikke noget, når det var mellem de to karakterer, som det nu var.

Du skal læse denne bog hvis…
du har læst bog nr. 1 i serien, eller giver denne ingen mening.
du er interesseret i hvad der kan ske efter ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”
du ikke har noget imod heftige sexscener og vilde voldsscener.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s