Sjælesøgerne af Thomas Stordal

Forlag: Superlux
Sidetal: 200
Serie: Sagartanerbrevene 1
Nr.: 1
Udgivelsesdato: 3. februar 2020


*Sponsoreret*
Anmeldereksemplar fra forfatteren.







Forlaget skriver
Marc går i 8.klasse og er kommet i dårligt selskab blandt ældre drenge. Marc skal stjæle cigaretter til dem og begå indbrud på skolen. Melanie, Marcs lillesøster, prøver at hjælpe sin storebror. Under en flugt fra de store drenge gemmer de sig i en affaldscontainer. Pludselig befinder de sig i en anden verden og de kan ikke komme tilbage.

Anmeldelse
Jeg havde egentlig okay forventninger til denne bog. Desværre levede den overhovedet ikke op til dem.
Helt grundlæggende virker det som om, at forfatteren har fået slået et alt for stort brød op. Udover en masse andre frustrationer, som jeg vil komme ind på senere, sad jeg med en meget uforløst følelse, da jeg vendte sidste side i bogen. Jeg har som læser ikke fået indfriet nogle af de plotlinjer, der er blevet lagt ud. Nogle af plotlinjerne aner jeg ikke hvorfor er der. Eksempelvis vender vi hele tiden tilbage til vores verden, hvor Marcs “venner” stadig planlægger indbruddet på skolen. De kommer dog ikke videre (igen uforløst plotlinje). Hvorfor skal jeg vide det?

Synsvinklen i bogen skifter hele tiden, og jeg var meget ofte i tvivl om, hvem der var fortælleren i det jeg var ved at læse. Det er utrolig forvirrende og ødelægger rigtig meget af forståelsen af historien. Jeg synes heller ikke at det særlig tit at synsvinklerne var retfærdiggjort. Mange af dem bidrog ikke med noget særligt til historien.
Generelt er sproget heller ikke det bedste. Det er rigtig meget Tell og ikke særligt meget Show. Når der endelig er Show, bliver det udpenslet bagefter.
Jeg følte overhovedet ikke, at jeg kom ind under huden på karaktererne, da jeg aldrig rigtig forstod deres motivationer for deres handlinger. Jeg fik bare at vide at nu var de sure, væmmet eller overraskede.

Derudover er der også flere ærgerlige stave- og tegnsætningsfejl. Flere gange blev jeg forvirret over dialogen, fordi der ikke var sat de afsluttende anførselstegn. Umiddelbart kunne manuskriptet godt have trængt til endnu en grundig gang manuspleje og opstramning inden udgivelse.

Ved den røde streg skulle der have været et anførselstegn.

Det blev desværre ikke helt den læseoplevelse jeg havde regnet med, men det er jo sådan gamet er med bøger.

Et rige af vinger og kaos af Sarah J. Maas


Forlag: Gyldendal
Sidetal: 761
Serie: Et rige af torne og roser
Nr.: 3
Original titel: A court of wings and ruin
Udgivelsesdato: 29/6-2018





Forlaget skriver:
Feyre er vendt tilbage til Forårsriget, hvor Tamlin har indgået en alliance med Hyberns konge, der truer med at invadere og ødelægge Pritanien. For at afsløre Hyberns planer indleder hun et dobbeltspil, hvor selv et enkelt fejltrin kan få alvorlige konsekvenser, ikke blot for Feyre, men for hele Pritanien. Mens elverrigerne opruster til den endelige krig, må Feyre afgøre, hvilke af de magtfulde og dødsensfarlige Storfyrster hun kan stole på. Men vil det være nok til at redde kærligheden?

Anmeldelse:
Jeg elskede virkelig starten af bogen. Feyres følelsesclash og kamp for overlevelse. Det er så godt tænkt og velovervejet. Jeg kunne særligt godt lide den måde, hvorpå hun hele tiden går og ligger planer, som så må laves om en genovervejes fordi hendes omgivelser ændrer sig. Det snørede sig flere gange sammen i mit bryst i takt med at spændingen steg. Det var så irriterende når min biltur (hørte den som lydbog) var slut eller jeg var færdig med at støvsuge. For jeg måtte jo vide hvad der skete. Hvorfor kræver livet ens tilstedeværelse.

Sarah J. Maas kan bare det der med karakterer og deres interaktioner. Det er så rent og sjovt. Hold nu op hvor jeg føler den. Der bliver opbygget nogle fede forhold og alliancer allerede i løbet af de første kapitler i bogen. Nogle af dem er gamle, som bare gror sig stærkere, mens andre er nye og spirende.
Dog klipper filmen for mig ind i mellem. Det sker særligt når disse stærke alliancer og ”Du er vores fyrste” bliver totalt ignoreret når det virkelig gælder. Dette sker flere gange i løbet af bogen. Der har lige været en brandtale om hvor stærk en familie Feyre og hendes selvvalgte familie er, og når det hele brænder på, så er der altid en eller flere der går stik imod ordre. Helt ærlig! I har været i krig sammen før, og så tror I at dette her er en god idé? Prrf fiktive karakterer (indsæt smiley, der himler med øjnene). Sarah J. Maas kunne godt have plottet dette mere elegant.

I denne bog er der to kapitler fra Rhysands synsvinkel. Jeg må indrømme at jeg ikke helt forstår hvorfor de er der? Jo, de er hyggelige nok og det er da meget sjovt at se verden fra hans synsvinkel. Men jeg havde forventet noget mere af at skulle være inde i hovedet på Rhysand, og ikke kun to kapitler i en bog på over 700 sider. Det gav mig ikke rigtig noget ekstra til fortællingen. Jeg har i anmeldelserne af de to tidligere bøger kommenteret på at antagonisterne ikke rigtig virkede skræmmende på mig. Dette har ikke ændret sig i denne bog. Så jeg behøver ikke at komme nærmere ind på det i denne anmeldelse også.

Lucien er stadig en fantastisk karakter. Jeg er stor fan af at han får lov til at have lidt mere betydning for historien og man får set nogle flere sider af ham. Som jeg nævnte før, så er Sarah J. Maas rigtig god til at udvikle karakterer, de fleste af de bærende karakterer er fuldstøbte, med lige det rigtige drys skyggesider og imperfektioner.

Handlingen er den perfekte spændingskurve med masser af action- og tankescener. Tempoet veksler på den helt rigtige måde og sørger for at holde en fast uden at man mister overblikket.

Jeg glæder mig til at læse/lytte den næste bog i Gyldendal, jeg håber at I er i gang.

En glemsom troldman af Jan Rybka

Forlag: Huusmann
Sidetal: 99
Serie: Skovbrynet serien
Nr.: 2
Udgivelsesdato: 11/12 – 2019
[Anmeldereksemplar]






Forlaget skriver
Sebastian bor på et tog helt alene. Hans dage går med at køre igennem landet og nyde livet. Men da Sebastian møder den glemsomme troldmand Knaak, bliver hans hverdag pludselig anderledes.

For hvad gør man:
Hvis en glemsom troldmand ikke kan finde sin tryllestav?
Hvis en frø pludselig bliver til en elefant?
Og en mand bliver til et monster?
Og hvad er egentlig historien bag den uhyggelige statue i brønden? Sebastian bliver sat på en prøve, og må bruge både mod, hjælpsomhed og fantasi for at overvinde både sine egne og Knaaks problemer.

Anmeldelse
Egentlig fangede denne bog mig ikke rigtig under læsningen, og jeg måtte flere gange tage mig sammen for at få den læst færdig. 100 sider come on. Det er jeg i og for sig glad for at jeg gjorde, for den har nemlig et rigtig fint budskab, som jeg vil komme ind på om lidt.

Det var generelt humoren, der ikke fungerede for mig. Jeg fik en oplevelse af at nogen fortalt mig en joke, de selv synes var rigtig sjovt og de så stirrer på mig indtil jeg får fyret en halvoprigtig latter af. Den har dog sine moments. Jeg elsker scenen med en trylleformular, der bliver fremsagt som en rap. Mega fedt. Men, ja ellers var humoren ikke rigtig i min boldgade.

Det, der efterfølgende har fået sneget sig ind under huden på mig, er nogle af de underliggende temaer i bogen. Der er selvfølgelig de tydelige med at man skal hjælpe hinanden osv. Men der er også nogle dybere og mere underliggende temaer, som fik vendt bogen helt rundt for mig. Den kommer nemlig ind på et tema, som man godt kan vende til at handle om Alzheimer. Troldmanden er, som titlen jo afslører, meget glemsom. Ting, som er en del af hans hverdag, bliver glemt og han virker forvirret og prøver at bortforklare de småfejl han laver på grund af glemsomhed. Jeg vil ikke afsløre slutningen, men den får en rigtig fin pointe igennem, med sløjfe og glimmer på.

Et andet fint tema er at der altid er flere sider af samme sag. Folk er ikke nødvendigvis onde eller gode. De handler ofte af en årsag. Fordi en person finder nogen dumme og irriterende er det ikke nødvendigvis sådan landet ligger. Vi gør alle det vi gør af en årsag, ofte er det for at hjælpe andre. Hvilket jeg egentlig synes er rigtig vigtig at få frem i en børnebog. Da mange af de onde karakterer i børnelitteratur bevidst vælger at være onde eller irriterende og nærmest siger det højt. I denne bog, er personerne irriterende af en hel legitim årsag. Kudos til forfatteren.

Du skal læse denne bog hvis…
Du er et barn eller har et barn i alderen 8-12 år (jeg har/er ingen af delene, og nok også derfor at humoren fald til jorden for mig).
Du måske har nogen i familien, der lider af alzheimer/demens.

Ørken drømme af Tenna Vagner

Forlag: Calibat
Sidetal:
163
Serie:
Sandrytteren
Nr.:
1
Udgivelsesdato:
20/8-2020

[Anmeldereksemplar]

Forlagets beskrivelse
”Kravl!” sagde Harris.

Ud af øjenkrogen fornemmede Saran, at Harris tog et skridt i hendes retning. Hun spændte musklerne i arme, ben og overkrop, parat til at sætte af og undvige hvis han sparkede ud efter hende igen. Harris trådte helt hen til hende, bøjede sig ned og hviskede:

”Hvis du ikke vil tjene mig og mine venner som en lydig lille madtjener, så kan vi måske fi nde andre måder, du kan betjene os på.”
Sekstenårige Saran er kvinde af lav byrd, og hendes drømme om frihed giver konflikter i det mandsdominerede samfund. Efter fire sæsoner på Akademiet, hvor hun har studeret ørkenens energier, bliver hun og barndomsvennen, Teon, udvalgt til at bevise deres værd.
Den ene kan blive sandrytter, mens den anden går en grufuld fremtid i møde …

Sandrytterserien er en fantasyfortælling om mod, magt og venskab.
”Et unikt fantasyunivers og fede plottwists. Jeg læste den i ét stræk.” Forfatter Lene Dybdahl
Vinder af Skriverejsens romankonkurrence.

Anmeldelse

Kan I huske dengang man var barn og lå og læste til langt ud på natten, med fingeren på kontakten til lampen, til hvis nu ens forældre kom ind? Det kan jeg. Denne bog sendte mig lige tilbage til den tid. Stemningen mindende mig fuldstændig om Sølvhesten af Lene Kaaberbøl. Det er skønt at blive sendt ned af memory lane.

Bogen er kort og egentlig ville jeg gerne sige at jeg ønskede mig at den var længere, men faktisk så synes jeg at den er lige som den skal være. Tenna Vagner er nemlig knivskarp i sin brug af virkemidler. Man er som læser lynhurtig med på hvor man er, hvilke personer der er gode og hvilke personer der er onde. Der bliver ikke brugt lang tid på beskrivelser, det gør dog ikke at der ikke er dybde i karaktererne eller historien. Der er både udvikling, drifter, der hiver i flere retninger og en masse andet godt at komme efter. Det er bare gengivet med præcision og timing.

Historien har en fed ramme, man er helt med på hvor man er, men ikke helt hvor man bliver ført hen. Der er spænding og selvom jeg flere gange forsøgte at regne plottet ud, kunne jeg ikke helt lægge mig fast på hvad jeg troede, der ville ske. Man bliver som læser taget med til en verden man ikke ser så tit. Vi befinder os nemlig i en by, der ligger lige op til en ørken, og en del af handlingen er foregår også ude i det brandvarme sand. Det er virkelig fedt ikke at være i en middelalderby i den vestlige verden (igen). Med varmen og sandet opstår der andre problematikker og folket reagerer på andre måder. Jeg kan fornemme at Tenna Vagner også har researchet lidt i forhold til overlevelse i ørken uden magi.

Jeg glæder mig til at læse den næste bog i serien.

Du skal læse denne bog hvis…
Du er til god fantasy for den yngre målgruppe.
Du drømmer om at komme ud til fantastiske ørkenlandskaber

Kære Evan Hansen af Val Emmich


Forlag: Carlsen
Sidetal: 376
Original titel: Dear Evan Hansen
Udgivet: 10/1-2019

Forlaget skriver
Kære Evan Hansen
I dag bliver en fantastisk dag, fordi –

Evan har altid følt sig alene, men da et brev havner i de forkerte hænder, bliver han trukket ind i en fremmed families tragedie. Nu får han muligheden for ikke længere at føle sig udenfor. Pludselig har den angstramte Evan et nyt formål. Og et website. Han er selvsikker, og han går viralt. Alle dage er fantastiske. Indtil alt er i fare for at falde sammen omkring ham, og han bliver konfronteret med sin værste fjende: sig selv.

En hvid løgn fører til store sandheder i denne varme og hjerteskærende fortælling, fyldt med sorg og autenticitet, om kampen for at høre til i en tid med hurtige forbindelser og dyb isolation.

Romanen er baseret på hit-musicalen DEAR EVAN HANSEN fra Broadway, og er blevet til i et tæt samarbejde mellem skaberne af musicalen og forfatteren Val Emmich.

Anmeldelse
Hvor er det vigtigt! Denne bog, denne musical, er kamp vigtig at få frem derude. Til alle dem, der går i sin hverdag og føler sig forkert, angst, anderledes og ikke forstået. Den beskriver Evans indre akavethed og dialog helt eminent. Vi har alle prøvet at stå i en situation, hvor vi overvejer hvad vi skal sige, men så beslutter sig for at nu er der gået for lang tid til at man kan sige det. Sådan nogle krumspring gør Evans hjerne hele tiden. Han overvejer alle mulige udfald af sine handlinger. Eller rettere de værst mulige udfald af sine handlinger.
Evans karakter er så fin og skrøbelig at jeg næsten kom til at holde forsigtigt om bogen mens jeg læste, for at han ikke skulle føle sig omklamret af mig.

Indimellem fandt jeg handlingen stillestående. Slutningen af den midterste del gik skisme langsomt, og der var færre og færre sider til at få udredt det rod Evan havde viklet sig ind i. Jeg blev mere og mere bekymret for, om det bare ville slutte af med et magisk quick-fix (Det gør den ikke). Det forstyrrede desværre min læsning lidt, så jeg kan ikke huske så meget af hvad, der sker i den sidste halvdel af midterstykket.

Karakterarbejdet i denne bog er ret fedt. Det er ikke fordi man får enormt meget at vide om hver enkelt karakter og har styr på deres udseende og alt det der. Men du er stadig ikke i tvivl om hvilken type person og handlingsmønster de forskellige karakterer har. Det bliver vist i meget simple handlinger eller enkelte replikker og det er knivskarpt. Det er SÅ godt gået, her føler jeg også at oversætteren burde få en kæmpe credit.

Jeg har flere gange undervejs i min læsning fundet nogle af sangene fra musicalen. Det er ret sjovt at opleve nogle af de scener man har læst med musik og lyrik. Viden om at bogen oprindelige er en musical, fik mig flere gange til at tænke over, hvordan den og den scene i bogen, mon var lavet på de skrå brædder. Det bidrog til en anderledes oplevelse og forståelse af bogens stærkere scener.

Du skal læse denne bog hvis…
Generelt kan lide YA/ungdomsbøger.
Gerne vil læse og forstå mere om angst i et skønlitterært format.

Et rige af tåge og vrede af Sarah J. Maas

Forlag: Gyldendal
Sidetal: 669
Serie: Et rige at torne og roser
Nr: 2
Originaltitel: A court of mist and fury
Udgivet: 16/10-2017

Forlaget skriver
Efter at have reddet Tamlin fra en ond elverdronning vender Feyre tilbage til Forårsriget med kræfter fra alle Storfyrsterne. Men hun kan ikke slippe den forfærdelige gerning, som hun måtte udføre for at redde Tamlins folk – eller den aftale hun indgik med Rhysand, den frygtede Storfyrste af Natriget. Feyre drages dybere og dybere ind i Rhysands spind af politik og kærlighed, mens Krigen ulmer og en ond kraft truer med at udslette alt det, hun har kæmpet for. Skal Feyre redde sin verden, må hun konfrontere sin fortid, omfavne sine evner og acceptere sin skæbne.

Anmeldelse
Happily ever after med PTSD. Jeg har tit gået og leget med tanken om, hvad der sker med hovedpersonerne i fantasybøger, efter at de har været udsat for så store traumer, som mange af dem har. Der er efterhånden udkommet en del bøger, der viser nogle af de problemer og psykiske som fysiske skader de måtte have. Jeg tror dog, at dette er den bedste skildring jeg har læst endnu. Feyres traumer er skrevet på sådan en måde, at man først føler dem som noget, der ikke fylder så meget indtil det hele ramler sammen.
Bogen har stadig den eventyrlige vibe over sig, som jeg elskede ved bog nr. et. Igen er Feyres personlige udvikling og personlighed fantastisk. Den er ægte og det bærer rigtig meget af bogen. Rhysand og hans følge har den fedeste dynamik. Vidt forskellige personligheder, med hver deres at kæmpe med. Jeg følte næsten at jeg sad med, når de sad rundt om bordet og når der blev udelt verbale men kærlige lussinger.
I selve plottet lider den lidt under det typiske 2’er syndrom. Der er ikke meget handling, men der bliver brugt en masse tid på karakterernes udvikling og relationer imellem. Hvilket også er vigtigt, og jeg følte ikke at jeg kedede mig på noget tidspunkt.
Dog var skurken i denne bog heller ikke noget at råbe hurra for. Jeg føler dem virkelig ikke. Jeg kan ikke mærke ondskaben, jeg bliver ikke vred på dem, de små nakkehår rejser sig ikke. De gør ikke meget for mig. Hvilket får den lurende trussel til at falde til jorden for mig.
Jo. Skurken gør modbydelige ting. Men det gør mange af vores hovedkarakterer også. Tamlin var for mig, faktisk værre end bogens store antagonist, og ham ved vi ikke handler ud fra ren ondskab og had.
Kærlighedshistorien i denne bog, er eminent. Jeg sad flere gange og smilede for mig selv. Fik ind i mellem lyst til at råbe ”Så kys dog for fanden”. Jeg er flere gange blevet siddende i bilen efter endt køretur, bare for at høre en scene færdig.
Sexscenerne blev dog nogle gange så episke, at det blev komisk. Men det gjorde ikke noget, når det var mellem de to karakterer, som det nu var.

Du skal læse denne bog hvis…
du har læst bog nr. 1 i serien, eller giver denne ingen mening.
du er interesseret i hvad der kan ske efter ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”
du ikke har noget imod heftige sexscener og vilde voldsscener.

Et rige af torne og roser af Sarah J. Maas


Forlag: Gyldendal
Sidetal: 452
Serie: Et rige af torne og roser
Nr: 1
Originaltitel: A court of thorns and roses
Udgivet: 28/2-2017

Bogen er lyttet på Bookmate, som har sponsoreret mit medlemsskab.


Forlaget skriver
Feyre jager i de kolde skove for at brødføde sin familie. En dag dræber hun en stor ulv. Det viser sig dog snart, at det ikke er nogen almindelig ulv, men en elver i forklædning. Og ifølge et ældgammelt sagn har det en høj pris at tage et magisk liv. Feyre bliver hentet i sin families hus og fragtet over grænsen til elvernes rige for at betale sin gæld. Her holdes hun fanget på Storfaunen Tamlins slot. Hendes vært og fangevogter er dækket af mærker og ar fra kampe, og hans ansigt er altid maskeret. Men Tamlins gennemborende blik tiltrækker efterhånden Feyre, og nye, stærke følelser brænder igennem hendes fjendtlighed og alle advarslerne omkring Tamlins slags.

Anmeldelse
Denne bog minder på mange måder om de klassiske folkeeventyr, en forsøger at brødføde sin familie, ting sker, vedkommende bliver udsat for prøver, der kan ende grueligt galt, men også resultere i at alle drømme går i opfyldelse. Groft sagt. Mest af alt mindede denne bog mig om Skønheden og udyret, som er en af yndlingsfortællinger. Dog synes jeg at Tamlin, som jo skal være den store love interest i dette kærlighedsdrama. Egentlig kunne jeg bedre lide Lucien, som er Tamlins højre hånd.
Humoren i historien er megafed og jeg grinede flere gange. Da de sjove scener og verbale lussinger virker ægte og ikke påtvunget. Ja tak. Selve plottet bød på nogle overraskelser, men var eller ret lige til. Jeg blev dog stadig båret væk af den eventyrlige stemning og magien.
Jeg elskede Feyres personlige udvikling. Karakteren har et reaktionsmønster, der ændrer og udvikler sig alt efter de prøvelser hun bliver udsat for. Hvilket kun bidrager til handlingens ægthed.
Skurken i historien kunne godt have været bedre. Ja, vedkommende er ond, men sådan som hun er beskrevet, får det mig ikke til at løbe koldt ned ad ryggen, eller lyst til at slå i instrumentbrættet (jeg har hørt bogen som lydbog, mens jeg kører bil). Her var håndlangeren Rhysand faktisk værre, han var også en virkelig fed karakter. Om end en jeg har haft lyst til at slå flere gange.
Jeg kunne godt lide opgaverne Feyre blev udsat for, og de tvists, der fulgte med. Det var veludført og jeg kunne som læser ikke regne ud, hvordan Feyre skulle gennemføre de opgaver, samt der skete en hel masse udenom. Ja tak.
Overordnet er den en bog jeg vil anbefale og jeg skal helt sikkert i gang med bog nr. 2 med det samme.

Du skal læse denne bog hvis…
Du er til fantasy, eventyr og sagnomspundne væsener.
Ikke er sart i forhold til vold og sex, den får hele armen.

Kvadratiderne af Nanna Foss


Forlag:  Tellerup
Sidetal:  698
Serie: Spektrum
Nr: 4
Udgivet:  15. november 2019

Forlagets beskrivelse 
Det er fucking nederen at blive ædt. At dø i drømme, uden at kunne gøre noget som helst. Men det allerværste?At være skyld i at en anden person dør. Hver eneste nat, igen og igen. Og måske også i virkeligheden. 

Noah er ekspert i at blive uvenner med alle, og i at lyve uden at blinke.

Men han er også ekspert i at holde sig vågen. Helst for evigt. 

For med søvnen kommer monstrene – og alt det andet som Noah kæmper for at undgå. 

Sprækkerne i hans panser bliver langsomt større, og det kan have alvorlige konsekvenser.

Både for ham selv og for andre.

Tilmed er livet som tidsrejsende mere livsfarligt end nogensinde, 

og for at overleve skal Noah og hans venner hele tiden være et skridt foran. 

Katastrofen lurer lige om hjørnet hvis man mister kontrollen.

Over monstrene, over løgnene – og over sig selv. 

Noah indser snart at han ikke kan blive ved med at flygte fra fortiden. For visse hemmeligheder kan koste liv. Det er kun et spørgsmål om tid …
 

Anmeldelse 

Fucking fuckely fuck en bog. Er du vimmer. Det er en vild tur jeg har været på sammen med de tidsrejsende teenagere, set fra Noahs synspunkt. Et synspunkt, som jeg har set meget frem til, da Noah er en enormt kompleks karakter. Han er så pissehamrende irriterende og ugennemtænkt, men samtidig også handlekraftig og omsorgsfuld. Jeg har simpelthen haft så svært ved at regne ham ud i de første tre bøger. Jeg vil ikke sige at efter at jeg har læst denne bog er jeg har fået fuldstændig styr på Noah. Dog er der kommer en del forklaringer, selvom jeg nu sidder tilbage med næsten flere spørgsmål end der er blevet besvaret.

Noahs historie er mørk og forvirrende. Man bliver som læser drevet ud til et punkt, hvor man ikke aner hvad der er virkelighed og hvad, der er Noahs mareridt. Det er simpelthen så godt skrevet og man kommer hurtigt igennem, den næsten 700 siders mursten. Jeg måtte flere gange lægge bogen fra mig og lige synke et par gange inden jeg straks efter samlede bogen op for at læse videre.

Nanna Foss har en mega vild sans for detalje og det er en utrolig følelse når en eller anden bagatel fra en af de forrige bøger, lige pludselig passer perfekt ned i plottet, uden at man havde set det komme. Jeg elskede de sider, hvor man bliver hevet nogle måneder tilbage og fik en inderlig trang til at læse alle dem først og tage resten af bogen bagefter. Men det er tydeligt at der er en plan med hvordan de er sat op.

Efter et kæmpe klimaks synes jeg desværre at slutningen ebber en lille smule ud. Jeg sad med hjertebanken og klemte om bogen, men følte ikke helt at de sidste sider gav mig det tilbage jeg havde siddet og råbt ad siderne. Typisk Noah. Dog, får man stadig en del vigtige informationer og en masse nye spørgsmål er dukket op. Jeg sukker allerede nu med længsel efter den næste bog.

Du skal læse denne bog hvis…
Der er ikke noget hvis, den skal læses. Det er en god idé at læse de forrige bøger. Det er også en god idé at have en lille forkærlighed for tidsrejsende teenagere. Men eller så skal den altså bare læses.

Anmeldelse af tidligere bøger i serien:
Spektrum 1: Leoniderne
Spektrum 2: Geminiderne
Spektrum 3: Ursiderne

Bogforum 2019

*Sponsoreret opslag. Presseadgang.*

Det er ved at være to uger siden at Bogforum løb af staben. Jeg beklager ventetiden, men jeg har læst og læst og læst. Hver gang jeg har haft tid til det har jeg læst i stedet for at sætte mig ned og skrive dette indlæg. Hvad jeg har læst, vil jeg nævne længere nede i opslaget.

For mig varede Bogforum hele lørdag og søndag. Fredag var jeg på arbejde, så jeg måtte give den ekstra gas de resterende to dage.

Indgangen til dette års Bogforum var flyttet, men jeg kom heldigvis i god tid.

Lørdag

Jeg har tid i forvejen planlagt hvad jeg gerne ville se, høre og opleve på Bogforum. Men Bogforum er en anden verden man træder ind i. Tid og rum ændrer sig og alle planer falder til jorden.
Jeg kom i god tid lørdag og fik stillet mig næsten forrest i køen til Peter Madsens signering på Carlsens stand. Han er bare noget af det flinkeste og jeg har planer om at han skal tegne i alle mine 5 albums af Valhalla. So far har han fået signeret i tre og tegnet i to. Så vi ses helt sikker til næste år og næste år og næste år. Så jeg kan få min samling til at være komplet.

Derefter begyndte min tidsplan at skride, dvs. jeg nåede at være inde i Bogforums magiske verden i ca. 28 minutter før det skred for mig. Jeg havde planlagt at jeg skulle se Louise Mieritz og Ditte Hansen fortælle om deres fælles bog Gode Kasse. Jeg havde dog overset at det hele startede med fællessang og at programpunktet derfor var en del længere end de sædvanlige 25-30 minutter. Så jeg havde pludselig et lille hul i mit program. Her fandt jeg en af mine gode bloggerkollegaer og skrivebuddy Kristina fra Reader’s World og fik set noget af et oplæg omkring tang som hverdagsingrediens i maden af Lone T. Mouritsen, Annette Bruhn. Det var ret interessant og man fik da lidt fun-fact med på vejen, eksempelvis at der er tang i kakaomælk.

Jeg nåede ikke at smage på noget af det, da jeg skulle videre over til SPOT-scenen og se Julie Midtgaard (Elementprøven), Line Wenzel (Dronningernes erindringer) og Henriette Hesselholdt (Gudindens avatar), som er de nyeste skud på stammen fra forlaget Tellerup. Ikke nok med det er Julie Midtgaard medlem af foreningen Håbefulde Unge Forfattere (HUF). Vi var flere medlemmer til stede blandt publikum.
Oplægget handlede om de tre forfatteres bøger og deres vej fra at begynde at skrive til rent faktisk at få opkaldet fra forlaget redaktør om at deres bøger var blevet antaget. Det var et hyggeligt og underholdende oplæg.

Lige bagefter var der oplæg på SPOT-scenen igen. Denne gang med hele tre Huffere (medlemmer af Håbefulde Unge Forfattere), nemlig Trine V. Ipsen (Bag masker), Katrine Skovgaard (Basis magi C) og igen Julie Midtgaard (Elementprøven). Denne gang handlede det om deres individuelle skriveprocesser og arbejdsmetoder i forhold til deres skrivning. Det er så fedt at se nogle man kender sidde og dele ud af deres skønne guldkorn oppe på en scene til selveste Bogforum. Jeg bliver så glad indeni.

Så var det at mit program var skredet igen. For da jeg sad og nøje planlagde hvad jeg skulle se, høre og opleve, havde jeg fuldstændig glem den årlige Harry Potter Quiz. Jeg er rystet og faktisk også ret skuffet over mig selv. Så jeg måtte stryge e punkter jeg havde og tage til Harry Potter Quizzen. Dog gik den ikke helt så godt som håbet. Jeg ville ønske at jeg kunne skyde skylden på dårligt net og gammel mobil. Men det vil ikke være sandt. Jeg kom på en 89. plads ud af næsten 400 deltagere. Jeg er ikke tilfreds med det resultat og jeg skammer mig en smule. Da flere af svarene jeg fik svaret forkert på kendte jeg faktisk godt det korrekte svar på. Det var lidt en blanding af presset og mangel på frokost, der gjorde det. Se så kom jeg alligevel med en dårlig undskyldning.

Nu kommer vi til noget at det som er skyld i at jeg har læst og læst og læst. Nemlig Noah. Hvem filan er Noah spørger du så. Det skal jeg fortælle dig. Noah er hovedpersonen i bog 4 i serien Spektrum, som er skrevet af Nanna Foss og udgivet hos Tellerup. I år kunne man udover at få signeret sin bog, få en selfie med Noah, eller rettere en fyr, som har poseret til et billede, der bliver brugt til at promovere bogen. Så han er på plakater og bogmærker OG på Bogforum så man kunne stå i kø i to timer for at få taget et billede med ham.
Igen havde jeg Kristina fra Reader’s World med under armen. Vi fik dog ikke stået i kø i to timer, men over en time stod vi der og snakkede og pjattede. Hvis nogen af jer har set videoklippet Tellerup har lagt op på facebook af køen, så er det mig der står i starten og skriger Noah.

Stitch virker lidt benovet over at være så tæt på Noah.

Det sidste jeg nåede at se om lørdagen var Tobias Stenbæk Bro. Han har skrevet serien Et varsel om storm, som udkommer hos Turbine. Det var meget interessant at høre om hans tanker i forhold til hvorvidt fantasy for voksne har en plads på det danske marked, samt hvad der gør forskellen på om det er til børn, unge eller voksne.

Søndag

Det var en tidlig start for mit vedkomne, jeg skulle nemlig deltage i et VIP morgenevent med Nanna Foss (Spektrum), Ditte Wiese (Og så drukner jeg …) og Thomas Arnt (Sådan bliver du en tjekket zombie). Vi mødtes uden foran Bogforums indgang og blev eskorteret til et lokale nær den gamle indgang, hvor vi skulle underholdes lidt. Hold nu op, hvor er jeg glad for at de gennemførte denne åndssvage idé. Det var så hylende morsomt. De startede ud med en roast, hvor de nedgjorde hinandens bøger og argumenterede for, hvorfor de selv havde det hårdeste forfatterliv. Dem der tabte, fik strafskumfiduser. Den store finale var at hver forfatter skulle læse bagsideteksten af sin nyeste bog op med munden fuld af skumfiduser. Den der havde klaret sig dårligst, fik flest. Tårene trillede og høje hyl blev udstødt. For *indsæt bandeord* hvor var det sjovt. En fantastisk måde at starte sin søndag på.

Derefter havde jeg noget tid inden, det første programpunkt så jeg og min trofaste partner in crime, Signe kunne gå rundt og kigge lidt inden vi skulle se Hella Joof og Morten Albæk. To mennesker, som jeg virkelig synes formår at formidle nogle sandheder. Der var ikke som sådan noget resultat af deres oplæg. Men lur mig om der ikke kommer en eller anden form for bog.

Derfra var det tid til noget frokost, og her oplevede vi en af de magiske ting, der næsten kun kan ske ved Bogforum. Vi havnede nemlig ved siden af Rane Willerslev, der sad og snakkede med en. Min veninde og jeg satte os og spiste vores mad, og snakkede lidt. Så kommer, der en velklædt mand ind og sætter sig ned ved siden af Rane. Det er ingen ringere end Svend Brinkmann. Før jeg ved af det, er jeg fluen på væggen til en lynbrainstorming af en ny bog, de to vil lave omkring samtaler. Jeg aner ikke om det er noget, der på nogen måder bliver til noget. Men det var altså en vild oplevelse. Stort OMG-moment for mig. Jeg var vidst lidt langsom til at spise min burger.

Derefter skulle vi høre et oplæg som min veninde rigtig gerne ville høre, og jeg må da sige at jeg også synes at det lød interessant. Det var et oplæg af Jakob Levinsen (oversætter af H. P. Lovecrafts værker) og Henrik S. Harksen (H. P. Lovecraft nørd). Jeg tror at oplægget kunne have været rigtig interessant, men det endte desværre med at være meget langt og tørt. Så vi endte med at gå efter en halv time.

Det sidste på søndagens program var Peter Madsens signering. Vi gik derover og stillede og i kø, vi have direkte udsigt til børnescenen, hvor Peter Madsen holdt oplæg sammen med de to skuespillere, der spiller Røskva og Tjalfe i den nye Valhalla film.
Desværre blev køen hurtigt meget lang, så da han skulle til at signere, kunne han kun nå at lave en signatur og ikke en hel tegning. Det er fuldt forståeligt, men ærgerligt. Jeg må bare have god tålmodighed og slæbe dem med igen.

Det var mit Bogforum 2019. Jeg har planer om at lave et indlæg, hvor jeg viser de bøger jeg har fået købt i løbet af weekenden frem.

Indtil da, vil jeg dykke ned i nogle af alle mine skønne bøger.

Og så drukner jeg… af Ditte Wiese



Forlag: CarlsenPuls
Sidetal: 335
Udgivet: 4/6-2019

Forlagets beskrivelse
Forventningspres, perfektionisme og det sorte hul!

Hvis ikke du præsterer perfekt, er du en taber! Sådan tænker den 18-årige Josephine, der forsøger at være ligeså perfekt og dygtig som sine venner.

Hun har lagt en plan for sit liv. Hun har valgt en fornuftig uddannelse, den rigtige kæreste og den korrekte diæt. Det er godt, og det er perfekt. Men der er noget, der sitrer i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og larmer. Får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret.

Hvad er der galt med hende? Hvorfor kan hun ikke bare følge planen? Hun presser sig jo til det yderste. 

Presset er så stort, at Josephine er ved at drukne. Hun kan slet ikke få luft, men hun tør ikke råbe om hjælp. For hvis ikke hun kan alting, er hun jo ingenting.

Anmeldelse
Det her er en så vigtig historie at få ud. Hvor barsk og ubehagelig den må være. Så skal den ud!
Ditte Wiese lægger ingen fingre imellem når hun skildre Josephines liv fyld med regler, kasser og betablokkere som hun selv har sat op, for at imødekomme det pres hun føler omverdenen tvinger ned over hendes hoved. Der er hardcore detaljerede sexscener, vilde fester, tæt på tvangstanker og insisterende notifikationer alt sammen flettet sammen med et sprog, på en brutalt elegant måde. Man mærker nærmest ikke at siderne bliver høvlet igennem, man vil bare have mere. Vide hvad der sker og hvordan hun kommer ud af den.

Jeg fandt det rigtig interessant at bogen ikke er inddelt i kapitler på traditionelt vis, med ”kapitel 1” osv. I stedet har bogen jævnligt sider, der starter med et udsnit af Josephines kalender. Hvis man kigger nærmere på dem, kan man også hurtigt sætte sig ind i hvilket sindstilstand Josephine er i. Det er små ændringer.

Da jeg læste den var jeg lidt bekymret for at historien ville ende på en pastelfarvet, det hele ender godt til sidst, måde. Uden at spoile for meget, så synes at jeg bogen havde lige den slutning den skulle have. Ikke at jeg havde regnet det hele ud på forhånd. Men det er en hektisk historie, der bliver sluttet så fint af, hvor der stadig er masser af plads til refleksion og tanker for læseren.

Der er så mange fede budskaber og vigtige emner i denne bog og et af de vigtigste er at man skal passe på med pres og forventninger. Om man lægger det på sig selv eller på andre, så er det en farlig ting. Jo, det kan få en rigtig langt frem, men det kan virkelig også få en langt ned.

Kort sagt. Læs bogen. Tænk over dens budskaber. Lad vær med at antage noget om andre, spørg dem i stedet.

Du skal læse denne bog hvis…
Du er til YA. Du gerne vil læse en god bog med et vigtigt budskab. Du har læst Provinspis og gerne vil have mere.