Jeg vil ikke tage det flot – Anne Bredahl

flot
Forlag: Damgaard
Sidetal: 165
Udgivet: 28/5-14
2kron

Anne går med slæbende fødder til lægen. Hun er udtømt for energi og har en følelsesløs arm. Lægen konstaterer, at hun har en vinterdepression, og sender hende hjem med beskeden om at det skal kureres med humor.
Trætheden, armen og benene bliver værre og hun opsøger op til flere læger, men får ikke nogen yderligere diagnose eller behandling, indtil der er en der sender hende videre til en hjerneskanning. Den viser pletter på hendes hjerne, som tyder på sklerose. Kort tid efter får hun stemplet som kronisk syg.

Dette er en rigtig svær anmeldelse for mig at lave, da jeg synes det er en ekstrem vigtig historie at få ud, samtidig blev det desværre til en bog, der for mig bare skulle overstås.
Bogen er skrevet ud fra Anne Bredahl blog, og derfor er der mange huller i historierne, og består primært af hvad hun tænker og oplever, og ikke en sammenhængende historie. Hvilket, jeg må indrømme, havde svært ved at komme igennem.
Jeg synes dog at jeg har fået en del ud af bogen også, for hvordan skal man håndtere, hvis en man kender får en kronisk sygdom, og det derfra bare går ned ad bakke? Hvad er okay at sige? Hvad er bare ikke okay? Har man det med at sige nogle ting, uden at vide hvor meget det sårer personen? Ja det har man! Jeg måtte flere gange krumme tær over Anne Bredahls skarpe bemærkninger, da jeg sagtens kunne finde på at sige nogle af de ting, Anna bare ikke kunne have, uden at tænke over at det ville føles som jag af smerte hos en, der kronisk syg.

Ironisk nok havde jeg håbet på at bogen var skrevet med mere humor, så jeg ind i mellem kunne få mig et grin, frem for at sidde og krympe mig mere og mere under noget jeg mest vil betegne som brok.

Alt i alt, jeg synes det er en vigtig historie at dele, og jeg er sikker på at den kan hjælpe nogle mennesker, den er bare ikke mig.

Livskæntring af Jane Bodholt Svendsen

BilledeForlag: Linje H (selvudgivelse)
Sidetal: 224
Udkommet: 11/2-2014

2kron

E-mailen der ændrede livet
Jane Bodholt Svendsen er på ferie i Mexico med sin yngste søn og sin mand, hvor hun så får en mail om at hendes ældste søn, Kristoffer, har været ude og sejle med efterskolen på dragebåd, som er kentret, og de kender endnu ikke til hans tilstand.
To dage efter befinder hun sig på akut afdeling på rigshospitalet, og ser på sin bevidstløse søn.
Tre år senere udgiver hun bogen Livskæntring.

Man følger i bogen, Jane Bodholt Svendsens tanker og bekymringer omkring hendes søn og resten af familie.
Du får som læser adgang til hendes tanker og beslutning om at hendes fokus nu, kun går til Kristoffer, at hun ikke længere har tid og overskud til sin yngste søn, Johannes, eller hendes mand Niels. Samt konsekvenserne heraf, der bl.a. ender ud i en skilsmisse og en forsømt søn, der nægter at sige ord der relaterer til Kristoffers tilstand, såsom ordet wheelchair i engelskundervisingen.
Som læser af ”livskæntring”, får du hele hændelsen ind under huden, du mærker næsten på egen krop, hvordan der er at befinde sig så abstrakt og uvirkelig situation. Det gik flere gange op for mig under læsningen, at det, der stod her sort på hvidt, var sket i virkeligheden, og var for en gangs skyld ikke opdigtet, og en del af et andet menneskets fantasi.
Denne oplevelse rørte mig dybt, det må være forfærdeligt at gå og se tiden an uden at vide, hvad der kommer ud af det.

Sur på Jane Bodholt Svendsen
Mens jeg læste bogen, oplevede jeg desværre flere gange, at jeg blev sur og irriteret på Jane Bodholt Svendsens opførsel over for andre og over for sine sønner. Man får indtrykket af at hendes yngste søn, Johannes, bliver skubbet fuldstændig ud af billedet, og at hun til hver en tid ville tage Kristoffers parti, da han led et traume.
Dette ødelagde noget af læseoplevelsen for mig, da jeg brugte mange tanker på at være irriteret over hendes handlinger, hendes måde at tale til personalet og sin nu eksmand. Vi kan selvfølgelig ikke gøre for at vi handler som vi gør i så ekstreme situationer, hvilket jeg også huskede mig selv på flere gange.

Selvudgivelsen
Jane Bodholt Svendsen er selvudgiver af bogen, og har fået hjælp fra Mette De Fine Licht, fra forlaget Linje H, som også står bag ”Viljepigen”, hvor hun fortæller om sin kamp mod kræft.
Jane Bodholt Svendsen, har selv skrevet udkast til kapitler, hvorefter Mette De Fine Licht har læst korrektur og hjulpet hende på vej sprogmæssigt.
Man kan godt læse at bogen ikke er skrevet af en professionel, der er flere steder, hvor det samme ord går igen i perioder, og hvor der tit bliver brugt meget maleriske beskrivelser, der ikke helt fungerer.
Bogen har dog et meget let og tilgængeligt sprog, hvor siderne nærmest vender sig selv og ikke sætter de store krav til sine læsere.

En lille bonus
På handelsfagskolen, hvor noget af min boghandleruddannelse foregår, havde vi besøg af Jane Bodholt Svendsen, der fortalt om alt arbejdet bag bogen, sagen med rektor af efterskolen og selvfølgelig også om Kristoffers liv efterfølgende. At han nu gik i gymnasiet, hvor han scorede flotte karaktere, men at hans hjerne arbejdede langsomt, især når det skulle koordineres med hans bevægelser. Hun fortalte om, at han eksempelvis skulle hjælpe med at flytte nogle bjælker i deres have, hvor de blev enige om at tage to ad gangen. Dette var en større udfordring for ham, da han skulle tilpasse sig et andet menneskes bevægelser, samtidig med at han skulle løfte to bjælker og gå hen til et bestemt sted.
Det er utroligt som livet kan ændres på et øjeblik.