Libri di Luca af Mikkel Birkegaard

libridiluca
Forlag: C&K forlag
Sidetal: 446
Udgivet: 24/4-2012
2kron

Jon er en forsvarsadvokat, som er god til sit arbejde og hviler i det. Jon har ikke haft kontakt til sin far siden han var en lille dreng, men dag får han en opringning, om at hans far er fundet død i sin boghandel. Jon har nu arvet boghandlen Libri Di Luca, som specialiserer sig i klassikere, 1. udgaver og gode historier.

Libri Di Luca er dog langt mere end bare en boghandel. Den bygger nemlig rammerne omkring et hemmeligt selskab, der har særlige kræfter i forhold til bøger. Disse mennesker kaldes lettorer og deles op i afsendere og modtagere. Afsendere, kan påvirke folk gennem deres læsning, de kan ændre folk opfattelse af en tekst, til enten at være interessant eller kedeligt, dog kun igennem højtlæsning.
Modtagere derimod kan påvirke folk når de læser. De kan skærpe deres interesse for teksten, og få dem til aldrig at kunne slippe en bog igen, eller blive så påvirket af teksten at de får et hjertestop. De kan til gengæld også høre, hver gang nogen læser i nærheden af dem, og får derved aldrig fred.
Nu befinder Jon sig i en større identitetskrise, skal han sælge boghandlen og forblive advokat, eller skal han droppe sit nuværende erhverv og følge sin fars fodspor, hvilket skjuler flere hemmeligheder end Jon først havde antaget.

Jeg havde rigtig høje forventninger til denne bog, for det første så synes jeg at dens forside er rigtig flot, og for det anede fangede bagsideteksten mig fuldstændig. Helt ærlig en bog der handler om kærligheden til bøger, og hvordan de kan påvirke en mere end noget andet. Det er da lige noget for en bogelsker som mig.
Desværre levede bogen ikke op til mine forventninger. Selve idéen er fantastisk god, og ikke en jeg har hørt om andre steder, forfatteren formår bare ikke at følge den til dørs. Der mangler nogle beskrivelser og forklaringer, mens andre forklaringer kunne jeg sagtens være foruden. Hvorfor er det lige at nogle udvalgte litterære værker bliver nævnt flere gange, man får at vide at de er specielle, men hvordan specielle. Jeg følte mig flere gange lukket ude af bogen, hvilket kort sagt er møg irriterende. Den startede rigtig godt ud, med en fed humor, men cirka halvvejs inde i bogen mistede den mig mere og mere. Det virkede som om forfatteren havde fået en idé, som han ikke helt kunne leve op til. Jeg sad tilbage med en masse spørgsmål, fordi der simpelthen var flere aspekter i bogen jeg ikke forstod.

Dog hyggede jeg mig meget ved at finde ud af, hvor meget man egentlig læser i løbet af en dag. Hvor meget ville en modtager kunne opsamle fra mig i når jeg sidder herhjemme, på vej til arbejde osv.? Alle de ting man læser i løbet af en dag, skilte på butikker, en sms, busstoppesteder, mærket på en jakke og meget mere. Jeg ville blive skør hvis jeg var modtager, og sad i en bus om morgenen.

Sproget er ligetil og historien kræver ikke nogen større viden om et bestemt emne, hvilket gør bogen nem at komme igennem. Den er underholdende, men man skal ikke sætte forventningsbaren for højt.

Jeg må indrømme at jeg ikke helt ved hvem jeg vil anbefale denne bog til.

The Watcher in the Shadows af Carlos Ruiz Zafón

watcherForlag: Phoenix Paperback
Sidetal: 246
Originaltitel: Las luces de septiembre
Udgivet: 2013

3kron

For mange år siden sælger en ensom og forsømt dreng, ved navn Lazarus, sit hjerte til sit store idol, uvidende om konsekvenserne for hans fremtidige kærlighed. En halv menneskealder senere er den lille dreng blevet en ældre excentrisk legetøjsmager. Han hyrer en yngre kvinde, Simone, med to børn, Dorian og Irene. De skal bo ved hans gods og hjælpe med det huslige.
Irene og drengen Ismael, som bor i byen, finder en dagbog fra den forsvundne Alma Matisse, som bliver forfulgt af en skygge med onde hensigter. Irene og Ismael befinder sig hurtigt i en meget farlig situation. De har end ikke begreb om, hvor farlig kærlighed kan blive. Når ens hjerte allerede er solgt, kan man så give det væk til en anden, eller vil man blive forfulgt resten af sit liv?

Denne bog, var en af de bøger jeg købte da jeg var i England, på et skoleophold. Jeg syntes den havde sådan en flot og interessant forside, at den smuttede med op til kassen i Foyles.

Man kan beskrive denne bog meget præcist, med få ord. Møgforvirrende og fantastisk genial.
Jeg var meget tæt på at opgive at læse bogen færdig. Især efter at jeg havde været på bogforum, og der var så mange andre bøger, der trak i mig. Dog var det mest af alt fordi, jo længere jeg kom ind i bogen, jo mere forvirrende og mærkelig blev den. Jeg havde meget svært ved at finde hoved og hale i historien. Man skal sørge for at holde styr på de små spor, der bliver lagt ud igennem hele bogen. På de sidste 10 sider af bogen, falder det hele på plads, og man sidder tilbage som læser, med en skøn følelse af at man lige har løst et svært regnestykke.

Sproget i bogen er flot og dynamisk, og formår at holde historien interessant. Lige fra starten følte jeg mig lullet ind i historien, og kunne lugte de gamle korridorer på godset Cravenmoore, og føle kulden når Irene og Ismael må hoppe i det kolde vand i den underjordiske hule.

Persongalleriet er bredt og man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med i hvem, der siger hvad og hvorfor. Det kunne have været gjort tydeligere, uden at have ødelagt bogen, dog har forfatteren været smart at give personerne meget forskellige navne, så man ikke kommer til at blande de fremtrædende personer sammen.

Bogen er for dem der synes godt om en god krimi, men samtidig elsker mystik og magi.
Har man en svaghed for teorien om dobbelgänger fænomenet, er det helt sikkert en bog der skal læses.