Champion af Marie Lu

championForlag: Carlsen
Sidetal: 373
Originaltitel: Champion
Serie: Legend
Nr: 3
Udgivet: 30/09-2015
3kron

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen. Meningerne er stadig mine egne.

Forlagets beskrivelse
Dystopi, romantik og action

I det dramatiske sidste bind i Legend-trilogien lever June og Day adskilt, mens de kæmper for fred i Republikken.
Men netop som fredsaftalen er næsten på plads, angriber Kolonierne alligevel – overbevist om, at deres fjende har sluppet et dødeligt virus løs.
June får til opgave at nedkæmpe virusset, men lægerne siger, at kun én person er nøglen til at udvikle en kur: Days bror. Kan June bede den, hun elsker, om at ofre det eneste familiemedlem, han har tilbage?

June og Day elsker hinanden, men manges fremtid afhænger af dem. Vil de vælge kærligheden eller pligten over for deres folk? Og kan deres kærlighed overleve de svære valg?

Weekendavisen skrev om serien: “Hendes karakterbeskrivelser er dybfølte og troværdige, og plottet er gennemtænkt og opfindsomt.”

Anmeldelse
Da jeg vendte sidste side i denne bog, var min første tanke: ”Det er egentlig ret mange sider, hvad skete der på alle dem i midten?” Jeg har virkelig nydt at være tilbage i fremtidens USA med Day, June og alle de andre. Men hvor sidder jeg tilbage med følelsen af at meget af den intensitet, der var i de to forrige bøger, er forsvundet. Jeg læste sider op og ned med politik og diskussioner om den forestående krig. Jeg kan sagtens se det realistiske og nødvendigheden i at sådanne scener skal være med i en bog, hvor der er en forestående krig, og dem på magten samtidig forsøger at ændre på hele landets politiske opbygning. Desværre sad jeg tilbage med følelsen om at det hele gik lidt i tomgang.

Når alt det så er sagt, så har jeg elsket bogen og generelt serien. Marie Lu har formået at lave de perfekte karakterer, med alle deres fejl og alle deres herligheder. Jeg gad virkelig godt have Pascao i min vennekreds. Han virker som skøn lurendrejer.
Derudover elskede jeg slutningen, den perfekte afslutning på en trilogi der lagde op til rigtig meget.
Slutningen er episk uden af blive for ”amerikansk”. Den er næsten som en slutning ville være i virkeligheden. Den reddede i stor grad min opfattelse af den sidste bog.

Du skal læse bogen hvis…
Du har læst de to første og er til den revolutionære dystopiske genre.

Reklamer

Thirteen af Tom Hoyle

thirteen12Forlag: Macmillan
Sidetal: 325
Udgivet: 2014
3kron

Sekten ”The People” er dannet og ledt af den sindssyge Coron. Hele sekten er bygget på en profeti, der fotæller at ”The People” vil blive herskere over et nyt og bedre rige, når den nye æra starter, hvilket vil sige fra år 2014. Kun én person kan stoppe dem. Et barn der er født præcis midnat ved årtusindskiftet. Tretten børn bliver født på slaget midnat, hvor vores hovedperson, Adam, er en af dem.
Da Adam er tretten er han den sidste tilbage af de tretten børn. De andre er på mystisk vis blevet dræbt, ofte ved ”ulykker”. Han finder hurtigt ud af at hans liv er i fare, og kun få er til at stole på da ”The People” er overalt.

Denne bog købte jeg i London, og endnu en gang var jeg faldet over bogens specielle udseende. Da jeg læste resuméet, var der ikke så meget andet at gøre end at købe den.
Tom Hoyle fortjener stor ros, for at bibeholde Adam og hans venindes 13-årige naivitet hele vejen igennem bogen. Man er ikke i tvivl om at personerne udvikler sig i takt, med de forfærdelige oplevelser de bliver udsat for. De går hele tiden tankerne ”Jeg skal bare hen til mine forældre, så bliver alt godt igen” ”Jeg skal have fat i en voksen” Da det jo er det, en 13-årig uprøvet person i vores tidsalder vil gøre. Der er så mange helte i bøger, hvor man glemmer at de er børn. Sådan er det ikke i Thirteen.
Vores store fjende i denne bog er Coron, som siden han var lille har troet på profetien. Han har samlet sekten ”The People” omkring sig selv og hans store bog om profetien og den nye æra. Sjældent har jeg oplevet en så virkelig, så ubehagelig og så sindssyg person. Han beskrives som en person, der faktisk kunne være tilstede i vores verden. Jeg sad flere gange med kuldegysninger, fordi han er beskrevet så ubehagelig godt.

Bogen er skrevet som alvidende fortæller, hvilket egentlig er en fortællerstil jeg ikke er så vild med, jeg bliver hurtig forvirret af den. Det ødelægger læseoplevelsen en smule for mig, selvom at bogen er godt skrevet, og at Tom Hoyle formår at bruge den alvidende fortæller til at øge spændingen.

Bogen er for læsere, der er til dystopi og Science Fiction. Jeg vil mene at bogen er lidt for barsk til 12-13 årige, og at man nok skal være i slutningen af sine teenageår før man læser den, da historien er meget virkelighedstro.

thirteencollage

Leoniderne af Nanna Foss

leoniderne
Forlag: Tellerup
Sidetal: 541
Udgivet: 19/10-14
Serie: 1.
5kron

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup

Kender du den type, som altid sidder allerbagerst i klassen og tegner, den type, som aldrig siger noget i timerne? Så er du nok stødt på Emilie. Det meste af dagen ønsker Emilie bare at gå i et med tapetet, især når Jonathan er efter hende. Dog gør de to brødre Linus og Alban livet en del lettere for hende. Især Alban, der på trods af at han er blind, altid ved lige præcis hvilket humør Emilie er i.
En nat drømmer Emilie om en dreng, der gør så stort indtryk på hende at hun bare er nødt til at tegne ham, det mystiske er bare at drengen dagen efter dukker op ovre i skolen med sin tvillingesøster, og skal gå i Emilies klasse. Dette er starten på en række mærkelige hændelser, og snart er grænserne mellem virkelighed, drømme og tid udvisket.

Jeg kan huske i ”Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer” fortæller Ron, Harry at man ikke bare må åbne bøger, man ikke kender (i dette tilfælde Romeos dagbog), nogle bøger kan være forbandende, så man er dømt til at sidde med næsen i den og aldrig kunne slippe den igen.
Ron må have snakket om Leoniderne, for nøj, hvor kunne jeg ikke slippe den. Jeg havde ikke lyst til at lægge den fra mig, jeg tog mig selv i at overveje, bare at blive siddende i bussen på vej til arbejde, så jeg kunne køre hjem igen, for så behøvede jeg jo ikke at stoppe med at læse den. Kan I se, det er forbandelsen.

På trods af de 541 sider, er bogen hurtig spist. Sproget er så enkelt og spændende at teksten læser sig selv. Jeg kan nemt se den som en højtlæsningsbog.
Gruppen man følger i bogen er en dybt mærkelig sammensætning. Det er med til at gøre bogen interessant. Selvom der egentlig ikke sker så forfærdelig meget i den første del af bogen, mister man ikke lysten til at læse videre, netop på grund af det dynamiske persongalleri, den gode humor og samspillet mellem personerne. ”Hvordan reagerer hun på det? ” ”Hvorfor siger han de ting? ” og andre spørgsmål dukker hele tiden op i ens hoved, og tvinger én til at læse videre.
Man kan tydelig mærke at Nanna Foss er en forfatter, der kæler for detaljen. Ikke mange forfatter ville turde have en blind med som en fremtrædende karakter, men Nanna Foss klarer det i fantastisk stil. Jeg var flere gange fascineret af de detaljerede beskrivelser Albans måde at klare hverdagen på.

I forhold til hverdagslivet i historien, var det en fantastisk tur ned ad memory lane, det er utroligt så meget pensum og oplevelser fra 7., 8. og 9. klasse man har glemt og lige bliver mindet om igen. Hvis man altså ser bort fra det overnaturlige.

Bogen er en god blanding af Sci-fi og Fantasy, jeg nød hver en side og vil stærkt anbefale den. Jeg vil i hvert fald stå i kø til når næste bog i serien bliver udgivet.