11 Spørgsmål til en bognørd

cropped-20141027_132253.jpg

Jeg synes at det var på tide, at I fik lidt mere at vide om mig. Så her kommer 11 spørgsmål, som jeg har besvaret om mine bog- og læsevaner.

Spørgsmål 1: Har du et særlige steder, hvor du læser?
Jeg er rigtig glad for at læse, når jeg er med den offentlige transport, der kan jeg virkelig lukke mig helt inde i mit eget lille bogunivers. Derhjemme har jeg en super god sofa, som i den grad også har været med mig på rejser til fjerne egne. Det magiske ved denne sofa er også, at der nogle gange bare dukker en kop te op ved siden af mig på sofabordet, jeg skal ikke kunne sige om det er min kæreste, der har været på spil, eller om sofaen bare er magisk.

Spørgsmål 2: Bogmærke eller tilfældig lap?
Jeg er rigtig glad for bogmærker, det er meget længe siden at jeg bare har brugt en tilfældig lap. Egentlig har det aldrig rigtig været en tilfældig lap, det har altid været et pænt mærke fra en jakke jeg har købt, eller indpakningen fra min mascara, som var prydet med flotte grønne blomster. Jeg nyder at have flotte bogmærker.

Spørgsmål 3: Kan du stoppe med at læse hvornår det skal være, eller skal du have læst en side eller et kapitel færdig?
Egentlig kan jeg godt stoppe, hvornår det skal være, men jeg vil helst lige læse en side færdig, og gerne hvor det passer med et flot rent punktum. Jeg stopper sjældent midt i at karaktererne siger noget. Har følelsen af at jeg afbryder dem midt i noget, og det er jo uhøfligt.
Dengang jeg var mindre, var jeg meget organiseret i forhold til, når jeg skulle stoppe med at læse i en bog. Jeg sørgede altid for at placere bogmærket, sådan så jeg vidste hvilken side jeg var stoppet med at læse på. Det fungerede således at hvis billedet med katten vendte mod siden til højre, så var det den side jeg skulle starte med at læse på.

Spørgsmål 4: Spiser og drikker du mens du læser?
Det er ikke så tit jeg gør det, men der kommer da nogle gange en kop te eller et glas vand ind over. Det er meget sjældent at jeg spiser noget imens, da jeg ikke kan lide tanken om at krumme ned i bogen. Ofte læser jeg heller ikke i stillinger, der er gode at indtage mad i.

Spørgsmål 5: Kan du læse mens du hører musik eller fjernsynet er tændt?
Ja, det kan jeg sagtens. Det kommer ikke til at være sådan at jeg overhovedet ænser, hvad det er for noget musik, eller hvad der sker på fjernsynet, da jeg bare toner ud, og fokuserer fuldstændig på bogen i stedet for.
Det var en evne jeg tillærte mig i folkeskolen, da jeg hellere bare ville sidde og læse i klassen, mens de andre mere eller mindre bogstaveligt talt hang i lamperne og løb skrigende rundt inde i klasselokalet. Der kunne jeg også lukke dem fuldstændig ude, og fokusere udelukkende på den bog jeg var i gang med.

Spørgsmål 6: Flere bøger på en gang eller én ad gangen?
Det veksler lidt. Jeg har ofte én bog som er min primære bog, og så én til to bøger ved siden af, som jeg læser on/off i. Det er tit, hvis de sekundære bøger er lidt tunge at jeg har brug for noget let at hoppe over til. Lige nu er jeg i gang med Hobitten som min sekundære bog, da jeg er nødt til at tage den lidt ad gangen, for ikke at køre død i den. Jeg har gjort det til et mål at jeg vil være færdig med den i år, da jeg har været i gang med den flere gange, uden at blive færdig med den. Så nu skal det være.

Spørgsmål 7: Læse hjemme eller hvor som helst?
Jeg kan læse hvor som helst, så længe jeg føler mig tryg, og at jeg har tiden til det. Jeg kan ikke lide at sidde og stresse når jeg skal læse. Så jeg hele tiden skal kigge på uret, eller holde øje med noget bestemt. Det ødelægger læseoplevelsen for mig. Jeg har altid en bog eller to med i tasken, så jeg venter ofte bare på en undskyldning for at kunne gå i gang med at læse.

Spørgsmål 8: Læse højt eller inde i hovedet?
Det er godt nok længe siden at jeg har læst højt. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det, og har overvejet at spørge mit lokale bibliotek, om de mangler en til at læse højt for børnene ind i mellem, men jeg har ikke fået gjort noget ved det endnu. Når jeg engang selv får produceret nogle børn, er det stensikkert, at de skal udsættes for en masse højtlæsning. Så mit svar lige nu er, at jeg læser inde i mit hoved og meget meget sjældent højt.

Spørgsmål 9: Læser du forud eller springer sider over?
Det skal være umådelig kedeligt, hvis jeg springer sider eller afsnit over. Jeg kan ikke lide at gøre det, for hvad nu hvis jeg går glip af noget. Så nej, jeg springer stort set ikke sider over. Jeg læser heller ikke forud. Da jeg var mindre læste jeg altid den sidste side, når jeg var omkring halvvejs i bogen. Jeg skal lige hilse at sige, at det får man ikke særlig meget ud af, da det er taget total ude af kontekst.

Spørgsmål 10: Knæk ryggen eller holde bogen ny?
Jeg kan egentlig godt lide når bøgerne ser lidt brugte og læste ud. Det vidner om at bogen har haft et liv og det giver dem charme. Det er ikke sådan så, deler siderne på midten og knækker ryggen, lige så snart jeg får en bog mellem hænderne. Det skal komme som en naturlig ting af at læse dem.
Dog vil jeg sige at de bøger jeg har, som er særligt pæne, bliver der passet rigtig godt på. Det bliver læst meget forsigtigt, og kommer ikke med i en taske frem og tilbage til og fra arbejde, de bliver hjemme i trygge rammer.

Spørgsmål 11: Skriver du i bøger?
Nej det gør jeg ikke. Kun med bøger, hvor det er meningen, som i Bookcrossing-bøger eller ”Wreck this Journal”

Reklamer