Kvadratiderne af Nanna Foss


Forlag:  Tellerup
Sidetal:  698
Serie: Spektrum
Nr: 4
Udgivet:  15. november 2019

Forlagets beskrivelse 
Det er fucking nederen at blive ædt. At dø i drømme, uden at kunne gøre noget som helst. Men det allerværste?At være skyld i at en anden person dør. Hver eneste nat, igen og igen. Og måske også i virkeligheden. 

Noah er ekspert i at blive uvenner med alle, og i at lyve uden at blinke.

Men han er også ekspert i at holde sig vågen. Helst for evigt. 

For med søvnen kommer monstrene – og alt det andet som Noah kæmper for at undgå. 

Sprækkerne i hans panser bliver langsomt større, og det kan have alvorlige konsekvenser.

Både for ham selv og for andre.

Tilmed er livet som tidsrejsende mere livsfarligt end nogensinde, 

og for at overleve skal Noah og hans venner hele tiden være et skridt foran. 

Katastrofen lurer lige om hjørnet hvis man mister kontrollen.

Over monstrene, over løgnene – og over sig selv. 

Noah indser snart at han ikke kan blive ved med at flygte fra fortiden. For visse hemmeligheder kan koste liv. Det er kun et spørgsmål om tid …
 

Anmeldelse 

Fucking fuckely fuck en bog. Er du vimmer. Det er en vild tur jeg har været på sammen med de tidsrejsende teenagere, set fra Noahs synspunkt. Et synspunkt, som jeg har set meget frem til, da Noah er en enormt kompleks karakter. Han er så pissehamrende irriterende og ugennemtænkt, men samtidig også handlekraftig og omsorgsfuld. Jeg har simpelthen haft så svært ved at regne ham ud i de første tre bøger. Jeg vil ikke sige at efter at jeg har læst denne bog er jeg har fået fuldstændig styr på Noah. Dog er der kommer en del forklaringer, selvom jeg nu sidder tilbage med næsten flere spørgsmål end der er blevet besvaret.

Noahs historie er mørk og forvirrende. Man bliver som læser drevet ud til et punkt, hvor man ikke aner hvad der er virkelighed og hvad, der er Noahs mareridt. Det er simpelthen så godt skrevet og man kommer hurtigt igennem, den næsten 700 siders mursten. Jeg måtte flere gange lægge bogen fra mig og lige synke et par gange inden jeg straks efter samlede bogen op for at læse videre.

Nanna Foss har en mega vild sans for detalje og det er en utrolig følelse når en eller anden bagatel fra en af de forrige bøger, lige pludselig passer perfekt ned i plottet, uden at man havde set det komme. Jeg elskede de sider, hvor man bliver hevet nogle måneder tilbage og fik en inderlig trang til at læse alle dem først og tage resten af bogen bagefter. Men det er tydeligt at der er en plan med hvordan de er sat op.

Efter et kæmpe klimaks synes jeg desværre at slutningen ebber en lille smule ud. Jeg sad med hjertebanken og klemte om bogen, men følte ikke helt at de sidste sider gav mig det tilbage jeg havde siddet og råbt ad siderne. Typisk Noah. Dog, får man stadig en del vigtige informationer og en masse nye spørgsmål er dukket op. Jeg sukker allerede nu med længsel efter den næste bog.

Du skal læse denne bog hvis…
Der er ikke noget hvis, den skal læses. Det er en god idé at læse de forrige bøger. Det er også en god idé at have en lille forkærlighed for tidsrejsende teenagere. Men eller så skal den altså bare læses.

Anmeldelse af tidligere bøger i serien:
Spektrum 1: Leoniderne
Spektrum 2: Geminiderne
Spektrum 3: Ursiderne

Geminiderne af Nanna Foss

geminiderne.pngForlag: Tellerup
Sidetal: 655
Serie: Spektrum
Nr: 2
Udgivet: 07/11-2015
5kron

Forlagets beskrivelse
Jeg vil ikke tænke på ham.
Jeg VIL ikke!
Hvornår fatter min hjerne at det er dømt til at mislykkes?
Ham og mig. Det går bare ikke.
Punkt 1: Jeg er livsfarlig.
Punkt 2: Vi er fra forskellige tider. Helt bogstaveligt.
Punkt 3: Fik jeg nævnt at jeg er livsfarlig?

Pi og hendes venner forsøger at finde ud af hvad der er sket med dem …
og hvorfor.
Hvert spor kan være afgørende for deres overlevelse.

Problemet er bare at nye mysterier dukker op hele tiden.
Kryptiske drømme, en telefonsvarerbesked fra fremtiden og en person i rød hættetrøje.
Snart opdager de at der er andre ligesom dem.
Men hvem kan de stole på?

Det føles som om noget er dømt til at gå galt. Virkelig galt.
Det er kun et spørgsmål om tid …

Anmeldelse
ADVARSEL: Du vil befinde dig i et univers, hvor du aldrig er sikker. Bedst som du tror, at du har regnet det hele ud, vender alt. Du vil være i tvivl om, hvad du skal tro og håbe på, når du er færdig med denne bog.

Nanna Foss har nemlig gjort det igen. Det er intet mindre end en fantastisk bog. Jeg elsker Nannas måde at skildre Pi. Hun er rå, følsom, rasende, loyal, bange og livsglad. For ikke at nævne hendes kanon fede og til tider ironiske humor. Pi har følelserne uden på tøjet, hvilket også skaber store problemer i forhold til hendes evner.

Bogen er et stort virvar af tidsrejser på plottvist, og det var ind i mellem svært at holde helt styr på hvor de var nu og hvorfor. Heldigvis er bogen skrevet i et nemt og lige til sprog, og jeg var meget hurtig færdig med den. Selvom jeg tror at der mangler nogle sider i min udgave, for den kan da umuligt slutte på den måde.

Ligesom i Leoniderne er jeg stadig vild med de forskellige karakterskildringer, de er så alsidige og dynamiske at det er en fryd at læse.

Jeg er enormt spændt på den næste bog i serien, og hvem der kommer til at være hovedpersonen. Jeg bliver ved med at tænke i teorier om hvem den næste fortæller er. Logikken skifter hele tiden. Jeg vil ikke afsløre nogle af mine teorier, da det kan give nogle spoilers. Jeg kan kun sige at Nanna Foss har sagt at der er hints i både Leoniderne og Geminiderne.

Du skal læse denne bog hvis…
Du har læst den første bog Leoniderne. Du elsker Science Fantasy, dystopi og tidsrejser hvor man skal holde tungen lige i munden.

 

Tema: Bogens Liv – Forfatteren

Forfatter Nanna Foss: En præsentation

Som barn troede jeg, at forfattere var sådan nogle magiske, superintelligente væsner, der bare skrev en bog i ét stræk, BUM, og så var den helt perfekt. Jeg troede, at de havde det hele inde i hovedet og bare skulle hælde det ud på papiret. Derfor virkede forfatterdrømmen meget fjern dengang – for jeg var jo hverken magisk eller superintelligent.

Jeg har senere fundet ud af, at en bog ofte bliver skrevet om rigtig mange gange, før den bliver udgivet. Og at den aldrig bliver perfekt (i hvert fald ikke fra forfatterens synspunkt). En bog er aldrig HELT færdig. Men den får sit eget liv, når forfatteren slipper den og lader læseren tage over.

Som 28-årig udgav jeg min første novelle, DRAGELORT (2013). Året efter udkom romanen LEONIDERNE – første bind i SPEKTRUM-serien, der handler om paranormale evner, mystik, venskab og kærlighed på tværs af tid. Bind 2 udkommer til efteråret, og der er planlagt 9 bind i alt.

Når jeg ikke skriver på mine egne bøger, er jeg elev på Forfatterskolen for Børnelitteratur i København (årgang 2014-16). Jeg underviser i skrivning på Forfatterskolen for Unge i Odsherred, har skrevet et par ugebladsnoveller og er så småt begyndt at holde foredrag og skriveworkshops. Som forfatter i Danmark kan man sjældent leve af sine bøger alene, så det handler om at finde andre ting, man kan tjene penge på, indtil Hollywood får øjnene op for én og man bliver styrtende rig (haha, I wish!)

Jeg er også medlem af HUF (Håbefulde Unge Forfattere); en forening for skriveglade under 30. Mødet med HUF sparkede virkelig min skrivning i gang for nogle år siden, og i dag er jeg selv med til at arrangere skrivekurser og skriveferier for medlemmerne.

 nannafoss

Hvordan skriver man (jeg) en bog? Det har jeg beskrevet i disse fem punkter:

At skrive en bog #1: Idéen

At skrive en bog #2: Første udkast

At skrive en bog #3: Testlæsning

At skrive en bog #4: Manuspleje

At skrive en bog #5: Alt det andet!

 

At skrive en bog #1: Idéen

Der er mange måder at få idéer på. Som barn skrev jeg en masse historier, inspireret af de bøger, jeg selv læste. Blandt andet min mors DE 5-serie og DET LILLE HUS PÅ PRÆRIEN, så mine personer havde et lidt … eh, gammeldags ordforråd. De sagde ’traktere’, ’limonade’ og ’sinkadusen’ som det mest naturlige i verden, selvom de (og jeg selv) var 10 år.

En af mine første bøger handlede om tidsrejser. Jeg fik kun skrevet den første side, hvor pigen ’Nanna’ finder en tidsrejseamulet. Jeg havde glemt alt om bogen, indtil jeg fandt den for nylig. Lidt sjovt, at jeg knap to årtier senere har udgivet LEONIDERNE, der også handler om en pige og en tidsrejseamulet.

Inspirationen til LEONIDERNE kom fra en drøm, jeg havde, hvor en flok unge mennesker med lysende hænder skulle flygte fra nogle mørkevæsener. Det kunne de kun gøre ved at rejse i tiden. Jeg skrev drømmen ned, og nogle år senere kombinerede jeg den med et stykke tekst, jeg havde skrevet om en pige, der drømmer om en dreng – og møder ham i sin klasse dagen efter.

Det er sådan med idéer, at de tiltrækker hinanden. Så jo mere jeg arbejder med SPEKTRUM-universet, des mere udvider det sig. Det var ikke oprindeligt planen, at der skulle være 9 bøger i serien, men efter jeg fik idéen om at give hver bog en ny jegfortæller, greb det om sig. Jeg glæder mig til at udforske nye personer i de kommende bøger. Især min blinde hovedperson bliver spændende at skrive om.

nannafoss1

At skrive en bog #2: Første udkast

Den allerførste, færdige udgave af LEONIDERNE var på 168 sider i Word. Det var kun min mand, der læste manuskriptet, før jeg skrev det helt forfra. Lavede plottet helt om og ændrede fortællestemmen fra 3. person datid til 1. person nutid. Bogen endte på 250 Word-sider (542 bogsider), og der er kun få elementer tilbage fra den oprindelige version.

Jeg prøver på ikke at tænke for meget, når jeg skriver første udkast. Det går ikke altid så godt, må jeg indrømme, for jeg er meget perfektionistisk og kan let hænge fast i en enkelt sætning. Men jeg husker mig selv på, at der ikke er noget i første udkast, der er endeligt – at jeg altid kan lave det om, når jeg redigerer.

Jeg har fundet ud af, at konceptet hurtigskrivning (power writing) fungerer rigtig godt for mig. Det går ud på at skrive løs, uden at tænke på tastefejl eller på, om det lyder dumt. Man skal bare skrive, skrive, skrive. Når man har skrevet nok, har man måske første udkast til en bog – og SÅ kan man begynde at redigere.

Mit æggeur er en trofast ven, når jeg arbejder. Hvis jeg sidder fast i et plotproblem eller en sætning, der driller, lokkes jeg for nemt af Facebook og andre ting. Men så plejer jeg at sætte æggeuret og aftale med mig selv, at jeg først må bevæge mig ud af Word, når det ringer. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det virker. Andre gange kan jeg sidde oppe i flere døgn og arbejde uafbrudt, fordi det bare kører – og så er æggeuret slet ikke nødvendigt.

Musik er også rigtig godt til at hjælpe kreativiteten på vej. Jeg bruger mine YouTube-playlister (link nederst i dette indlæg) – med alt lige fra filmmusik til Beatles og mærkelige covernumre. Jeg kan godt høre et nummer på repeat flere dage i træk, hvis jeg virkelig bliver grebet af en stemning.

 nannafoss2

At skrive en bog #3: Testlæsning

Selve dét at skrive bogen skal man selv gøre (selvfølgelig). Men det kan være en god idé at få hjælp fra andre, hvis man er i tvivl om nogle praktiske ting – eller bare har brug for friske øjne på teksten.

Før jeg sendte manuskriptet af sted til et forlag, fik jeg hjælp af 21 testlæsere i alderen 12-53 år. Nogle af dem kendte jeg i forvejen, andre havde jeg fundet på nettet eller via mit netværk. Nogle var selv forfatterspirer og kunne komme med konkrete, håndværksmæssige råd, hvis noget ikke fungerede. De helt unge testlæsere hjalp mig med at tjekke, om sproget var for gammeldags. Min svigermor, der har arbejdet på en skadestue, sikrede sig, at jeg havde beskrevet en scene med brandsårsbehandling korrekt.

Især de to unge testlæsere fra Dansk Blindesamfunds Ungdom (DBSU) var helt uvurderlige. En af hovedpersonerne i SPEKTRUM-serien er blind, så jeg havde brug for hjælp til at gøre hans hverdag så realistisk som muligt. Hvordan er det at være blind teenager? Hvilke udfordringer og fordomme kan man møde? Mange spørger mig, hvordan man kan være testlæser, når man er blind. Det kan man ved at benytte et skærmlæserprogram med talesyntese, så den elektroniske tekst læses op på computeren. Sådan nogle små detaljer har jeg fået med i LEONIDERNE.

Nogle af testlæserne har jeg beholdt til bind 2 også. De kommer med generelle kommentarer til sprog, plot og personer. Er der noget, som er svært at forstå? Går det for hurtigt eller for langsomt nogle steder? Og virker mine små ’overraskelser’ i teksten, som de skal? Hvis jeg får en kommentar som denne her fra en testlæser, ved jeg, at jeg er på rette vej:

nannafoss3

At skrive en bog #4: Manuspleje

Efter testlæsning og omskrivning sendte jeg LEONIDERNE af sted til Forlaget Tellerup. De havde rigtig travlt, så der gik næsten fire måneder, uden at jeg hørte noget. Jeg var begyndt at forberede mig på et afslag, da deres danske redaktør ringede og sagde, at de gerne ville udgive bogen. En uge efter skrev jeg kontrakt på LEONIDERNE, og så begyndte næste skridt: Manusplejen!

Manuspleje er Tellerups ord for ’redigering med redaktøren’. Manuskriptet bliver låst, så alle ændringer kan ses i teksten. Hvis min redaktør sletter eller tilføjer noget, bliver det blåt i mit dokument. Hvis jeg selv sletter eller tilføjer, bliver det rødt. Hvis jeg copy-paster, bliver det grønt. Ikke et komma rykker sig, uden man kan se det. På den måde er det ikke nødvendigt at læse HELE manuskriptet igennem hver gang, for man kan lynhurtigt se, hvor ændringerne er.

Og så er der alle kommentarboksene ude i siden, hvor jeg kommunikerer med redaktøren. ’Kan du finde et bedre ord her?’ skriver hun for eksempel, eller ’var den sofa ikke rød i sidste kapitel?’ Hun laver måske også en smiley, hvis hun synes, noget er sjovt – eller vi forhandler om, hvorvidt der skal være komma i en sætning eller ej.

Manusplejen foregår over flere runder. Først de store ændringer, som kapitler, der skal tilføjes eller slettes – og senere småting, som ord og vendinger, man er lidt for glad for (i manusplejen på LEONIDERNE opdagede jeg, at ordet ’pludselig’ blev brugt over 100 gange – ups!)

Når manusplejen er overstået, bliver teksten sat op af grafikeren, og jeg læser korrektur, hvorefter grafikeren retter de sidste ting. Så er bogen klar til tryk – og historien er ude af mine hænder.

nannafoss4 

At skrive en bog #5: Alt det andet!

At være forfatter er for mig mere en livsstil end et job. Jeg betragter det ikke som overarbejde, når jeg opdaterer Instagram med en anmeldelse klokken seks om morgenen eller skriver et blogindlæg i weekenden. Eller når jeg sidder oppe hele natten for at skrive en scene færdig. Selv når jeg ser en film eller læser en bog, arbejder min hjerne med at analysere plot og karakterudvikling – og nye idéer dukker op de mærkeligste steder (i badet, på ladcyklen og lige før jeg skal sove).

Desuden holder jeg foredrag, underviser og skriver noveller, så jeg kan tjene nogle penge, indtil biblioteksafgifter, royalties og eventuelle legater spytter et par mønter i sparegrisen. For ikke at glemme alle de bøger, jeg gerne vil nå at læse, og de skrivekurser, som jeg gerne vil deltage i for at blive bedre. Den sværeste kunst ved at være forfatter er faktisk at holde fri, synes jeg.

Jeg ville dog ikke kunne være ’forfatter’ alene. Det er mig, som skriver bøgerne, javist – men jeg er kun første led i en meget lang fødekæde. Det starter med en idé, som bliver til et førsteudkast og x antal omskrivninger. Derefter er jeg afhængig af min redaktør og mine testlæsere. Af grafikeren, der sætter bogen op, og illustratoren, der laver forsiden. Af korrekturlæseren, PR-manden, lydbogsindlæseren og lagerarbejderen, der sender bøgerne ud. Af boghandlerne, anmelderne og bogbloggerne. Af familie og venner, der hepper på sidelinjen, og af forfatterkollegerne, som jeg deler sorger og glæder med.

Og ikke mindst: Jeg er afhængig af læserne. For uden nogen til at købe, låne og læse mine bøger er det hele nemlig lige meget. Så tak fordi du læser med 🙂

nannafoss5

Vil du vide mere?

Man kan følge med i mit forfatterskab på Facebook, Instagram og min blog/hjemmeside. Jeg bruger YouTube til at samle playlister med inspiration, og jeg har en profil på Goodreads, hvor jeg finder nye titler til min (meget lange!) to-read-liste og diskuterer bøger med blogger- og forfattervenner over hele verden. Jeg er også på Pinterest og Twitter, men de andre steder er jeg mest aktiv. Tilføj eller følg mig gerne – jeg elsker at få nye ’bogvenner’!

KONKURRENCE-TIP: Resten af året kører jeg en stor konkurrence sammen med Forlaget Tellerup. Hver måned kan man vinde LEONIDERNE + en plakat med bogens hovedperson ved at bruge hashtagget #spotspektrum – og i slutningen af året kommer der en (stadig hemmelig) hovedpræmie.

nannafoss6

Leoniderne af Nanna Foss

leoniderne
Forlag: Tellerup
Sidetal: 541
Udgivet: 19/10-14
Serie: 1.
5kron

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup

Kender du den type, som altid sidder allerbagerst i klassen og tegner, den type, som aldrig siger noget i timerne? Så er du nok stødt på Emilie. Det meste af dagen ønsker Emilie bare at gå i et med tapetet, især når Jonathan er efter hende. Dog gør de to brødre Linus og Alban livet en del lettere for hende. Især Alban, der på trods af at han er blind, altid ved lige præcis hvilket humør Emilie er i.
En nat drømmer Emilie om en dreng, der gør så stort indtryk på hende at hun bare er nødt til at tegne ham, det mystiske er bare at drengen dagen efter dukker op ovre i skolen med sin tvillingesøster, og skal gå i Emilies klasse. Dette er starten på en række mærkelige hændelser, og snart er grænserne mellem virkelighed, drømme og tid udvisket.

Jeg kan huske i ”Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer” fortæller Ron, Harry at man ikke bare må åbne bøger, man ikke kender (i dette tilfælde Romeos dagbog), nogle bøger kan være forbandende, så man er dømt til at sidde med næsen i den og aldrig kunne slippe den igen.
Ron må have snakket om Leoniderne, for nøj, hvor kunne jeg ikke slippe den. Jeg havde ikke lyst til at lægge den fra mig, jeg tog mig selv i at overveje, bare at blive siddende i bussen på vej til arbejde, så jeg kunne køre hjem igen, for så behøvede jeg jo ikke at stoppe med at læse den. Kan I se, det er forbandelsen.

På trods af de 541 sider, er bogen hurtig spist. Sproget er så enkelt og spændende at teksten læser sig selv. Jeg kan nemt se den som en højtlæsningsbog.
Gruppen man følger i bogen er en dybt mærkelig sammensætning. Det er med til at gøre bogen interessant. Selvom der egentlig ikke sker så forfærdelig meget i den første del af bogen, mister man ikke lysten til at læse videre, netop på grund af det dynamiske persongalleri, den gode humor og samspillet mellem personerne. ”Hvordan reagerer hun på det? ” ”Hvorfor siger han de ting? ” og andre spørgsmål dukker hele tiden op i ens hoved, og tvinger én til at læse videre.
Man kan tydelig mærke at Nanna Foss er en forfatter, der kæler for detaljen. Ikke mange forfatter ville turde have en blind med som en fremtrædende karakter, men Nanna Foss klarer det i fantastisk stil. Jeg var flere gange fascineret af de detaljerede beskrivelser Albans måde at klare hverdagen på.

I forhold til hverdagslivet i historien, var det en fantastisk tur ned ad memory lane, det er utroligt så meget pensum og oplevelser fra 7., 8. og 9. klasse man har glemt og lige bliver mindet om igen. Hvis man altså ser bort fra det overnaturlige.

Bogen er en god blanding af Sci-fi og Fantasy, jeg nød hver en side og vil stærkt anbefale den. Jeg vil i hvert fald stå i kø til når næste bog i serien bliver udgivet.