Nidstangen af Åsa Larsson og Ingela Korsell

nidstangen.pngForlag: Alvilda
Sidetal: 168
Originaltitel: Pax 1: Nidstången
Serie: Pax
Nr: 1
Udgivet: 15/09-2015
2kron

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Meningerne er mine egne.

Forlagets beskrivelse
“Tiden pulserer – og mørket vandrer ind.”

Der sker mærkelige ting i den lille by Mariefred. Overnaturlige væsner vækkes til live. Brødrene Alrik og Viggo bliver udvalgt til at beskytte det hemmelige bibliotek under kirken. De gamle vogtere mener, at brødrene er for unge – så de arrangerer en højst usædvanlig prøve, hvor Alrik og Viggo skal være både modige og tænke hurtigt, hvis de vil overleve. Og oven i det hele er der krig i skolegården, hvor Simon og hans slæng tror, de skal bestemme det hele…

Anmeldelse
Denne bog faldt desværre ikke lige i min smag, selvom jeg sagtens kan se en masse potentiale i den. Jeg kan godt lide idéen om at bogen både er tekst og tegneserie, og at tegneserien sågar stemmer overens med det skrevne. Det er så dejligt at se. Bogen når ud til et helt nyt form for publikum, nemlig børn og især drenge, der synes at læsning er kedeligt. Lige som GamerZ serien også gør det.

Grunden til at bogen ikke faldt i min smag, var nok at den havde for travlt, der skulle ske alt for meget på for få sider. Derudover stødte jeg flere gange på pudsige oversættelser fra det svenske, som irriterede mit øje.
Eksempelvis: Estrid fortæller drengene at Magnar er bedre til at slås med stav end hende og siger så: ”Men det siger jeg ikke højt særlig tit, for så bliver han så blæret. ”
Man kan som sådan godt sige det, men sproget virker forkert og til tider gammeldags. Det gjorde, for mig, at sproget ikke var flydende og naturligt, hvilket ødelage meget af læseoplevelsen for mig.

Dog vil jeg påpege at bogen har en fed humor, og at jeg ofte sad og smilede for mig selv, især over Alrik og Viggos samtaler. De er meget rappe i replikken og virker som nogle rigtig gode drenge. Man kan ikke andet end at holde med dem. Hvis man da kan sige det sådan. Jeg er meget nysgerrig på at finde ud af mere om dem, så jeg skal lige gøre op med mig selv, om jeg har lyst til læse de næste bøger i serien.

Du skal læse denne bog hvis…
Er en dreng eller pige mellem 10-13 år, som elsker monstre, men som ofte synes at tekstbøger kan blive kedelige, og som kan lide tegneserier.

Reklamer

Libri di Luca af Mikkel Birkegaard

libridiluca
Forlag: C&K forlag
Sidetal: 446
Udgivet: 24/4-2012
2kron

Jon er en forsvarsadvokat, som er god til sit arbejde og hviler i det. Jon har ikke haft kontakt til sin far siden han var en lille dreng, men dag får han en opringning, om at hans far er fundet død i sin boghandel. Jon har nu arvet boghandlen Libri Di Luca, som specialiserer sig i klassikere, 1. udgaver og gode historier.

Libri Di Luca er dog langt mere end bare en boghandel. Den bygger nemlig rammerne omkring et hemmeligt selskab, der har særlige kræfter i forhold til bøger. Disse mennesker kaldes lettorer og deles op i afsendere og modtagere. Afsendere, kan påvirke folk gennem deres læsning, de kan ændre folk opfattelse af en tekst, til enten at være interessant eller kedeligt, dog kun igennem højtlæsning.
Modtagere derimod kan påvirke folk når de læser. De kan skærpe deres interesse for teksten, og få dem til aldrig at kunne slippe en bog igen, eller blive så påvirket af teksten at de får et hjertestop. De kan til gengæld også høre, hver gang nogen læser i nærheden af dem, og får derved aldrig fred.
Nu befinder Jon sig i en større identitetskrise, skal han sælge boghandlen og forblive advokat, eller skal han droppe sit nuværende erhverv og følge sin fars fodspor, hvilket skjuler flere hemmeligheder end Jon først havde antaget.

Jeg havde rigtig høje forventninger til denne bog, for det første så synes jeg at dens forside er rigtig flot, og for det anede fangede bagsideteksten mig fuldstændig. Helt ærlig en bog der handler om kærligheden til bøger, og hvordan de kan påvirke en mere end noget andet. Det er da lige noget for en bogelsker som mig.
Desværre levede bogen ikke op til mine forventninger. Selve idéen er fantastisk god, og ikke en jeg har hørt om andre steder, forfatteren formår bare ikke at følge den til dørs. Der mangler nogle beskrivelser og forklaringer, mens andre forklaringer kunne jeg sagtens være foruden. Hvorfor er det lige at nogle udvalgte litterære værker bliver nævnt flere gange, man får at vide at de er specielle, men hvordan specielle. Jeg følte mig flere gange lukket ude af bogen, hvilket kort sagt er møg irriterende. Den startede rigtig godt ud, med en fed humor, men cirka halvvejs inde i bogen mistede den mig mere og mere. Det virkede som om forfatteren havde fået en idé, som han ikke helt kunne leve op til. Jeg sad tilbage med en masse spørgsmål, fordi der simpelthen var flere aspekter i bogen jeg ikke forstod.

Dog hyggede jeg mig meget ved at finde ud af, hvor meget man egentlig læser i løbet af en dag. Hvor meget ville en modtager kunne opsamle fra mig i når jeg sidder herhjemme, på vej til arbejde osv.? Alle de ting man læser i løbet af en dag, skilte på butikker, en sms, busstoppesteder, mærket på en jakke og meget mere. Jeg ville blive skør hvis jeg var modtager, og sad i en bus om morgenen.

Sproget er ligetil og historien kræver ikke nogen større viden om et bestemt emne, hvilket gør bogen nem at komme igennem. Den er underholdende, men man skal ikke sætte forventningsbaren for højt.

Jeg må indrømme at jeg ikke helt ved hvem jeg vil anbefale denne bog til.

Jeg vil ikke tage det flot – Anne Bredahl

flot
Forlag: Damgaard
Sidetal: 165
Udgivet: 28/5-14
2kron

Anne går med slæbende fødder til lægen. Hun er udtømt for energi og har en følelsesløs arm. Lægen konstaterer, at hun har en vinterdepression, og sender hende hjem med beskeden om at det skal kureres med humor.
Trætheden, armen og benene bliver værre og hun opsøger op til flere læger, men får ikke nogen yderligere diagnose eller behandling, indtil der er en der sender hende videre til en hjerneskanning. Den viser pletter på hendes hjerne, som tyder på sklerose. Kort tid efter får hun stemplet som kronisk syg.

Dette er en rigtig svær anmeldelse for mig at lave, da jeg synes det er en ekstrem vigtig historie at få ud, samtidig blev det desværre til en bog, der for mig bare skulle overstås.
Bogen er skrevet ud fra Anne Bredahl blog, og derfor er der mange huller i historierne, og består primært af hvad hun tænker og oplever, og ikke en sammenhængende historie. Hvilket, jeg må indrømme, havde svært ved at komme igennem.
Jeg synes dog at jeg har fået en del ud af bogen også, for hvordan skal man håndtere, hvis en man kender får en kronisk sygdom, og det derfra bare går ned ad bakke? Hvad er okay at sige? Hvad er bare ikke okay? Har man det med at sige nogle ting, uden at vide hvor meget det sårer personen? Ja det har man! Jeg måtte flere gange krumme tær over Anne Bredahls skarpe bemærkninger, da jeg sagtens kunne finde på at sige nogle af de ting, Anna bare ikke kunne have, uden at tænke over at det ville føles som jag af smerte hos en, der kronisk syg.

Ironisk nok havde jeg håbet på at bogen var skrevet med mere humor, så jeg ind i mellem kunne få mig et grin, frem for at sidde og krympe mig mere og mere under noget jeg mest vil betegne som brok.

Alt i alt, jeg synes det er en vigtig historie at dele, og jeg er sikker på at den kan hjælpe nogle mennesker, den er bare ikke mig.

Livskæntring af Jane Bodholt Svendsen

BilledeForlag: Linje H (selvudgivelse)
Sidetal: 224
Udkommet: 11/2-2014

2kron

E-mailen der ændrede livet
Jane Bodholt Svendsen er på ferie i Mexico med sin yngste søn og sin mand, hvor hun så får en mail om at hendes ældste søn, Kristoffer, har været ude og sejle med efterskolen på dragebåd, som er kentret, og de kender endnu ikke til hans tilstand.
To dage efter befinder hun sig på akut afdeling på rigshospitalet, og ser på sin bevidstløse søn.
Tre år senere udgiver hun bogen Livskæntring.

Man følger i bogen, Jane Bodholt Svendsens tanker og bekymringer omkring hendes søn og resten af familie.
Du får som læser adgang til hendes tanker og beslutning om at hendes fokus nu, kun går til Kristoffer, at hun ikke længere har tid og overskud til sin yngste søn, Johannes, eller hendes mand Niels. Samt konsekvenserne heraf, der bl.a. ender ud i en skilsmisse og en forsømt søn, der nægter at sige ord der relaterer til Kristoffers tilstand, såsom ordet wheelchair i engelskundervisingen.
Som læser af ”livskæntring”, får du hele hændelsen ind under huden, du mærker næsten på egen krop, hvordan der er at befinde sig så abstrakt og uvirkelig situation. Det gik flere gange op for mig under læsningen, at det, der stod her sort på hvidt, var sket i virkeligheden, og var for en gangs skyld ikke opdigtet, og en del af et andet menneskets fantasi.
Denne oplevelse rørte mig dybt, det må være forfærdeligt at gå og se tiden an uden at vide, hvad der kommer ud af det.

Sur på Jane Bodholt Svendsen
Mens jeg læste bogen, oplevede jeg desværre flere gange, at jeg blev sur og irriteret på Jane Bodholt Svendsens opførsel over for andre og over for sine sønner. Man får indtrykket af at hendes yngste søn, Johannes, bliver skubbet fuldstændig ud af billedet, og at hun til hver en tid ville tage Kristoffers parti, da han led et traume.
Dette ødelagde noget af læseoplevelsen for mig, da jeg brugte mange tanker på at være irriteret over hendes handlinger, hendes måde at tale til personalet og sin nu eksmand. Vi kan selvfølgelig ikke gøre for at vi handler som vi gør i så ekstreme situationer, hvilket jeg også huskede mig selv på flere gange.

Selvudgivelsen
Jane Bodholt Svendsen er selvudgiver af bogen, og har fået hjælp fra Mette De Fine Licht, fra forlaget Linje H, som også står bag ”Viljepigen”, hvor hun fortæller om sin kamp mod kræft.
Jane Bodholt Svendsen, har selv skrevet udkast til kapitler, hvorefter Mette De Fine Licht har læst korrektur og hjulpet hende på vej sprogmæssigt.
Man kan godt læse at bogen ikke er skrevet af en professionel, der er flere steder, hvor det samme ord går igen i perioder, og hvor der tit bliver brugt meget maleriske beskrivelser, der ikke helt fungerer.
Bogen har dog et meget let og tilgængeligt sprog, hvor siderne nærmest vender sig selv og ikke sætter de store krav til sine læsere.

En lille bonus
På handelsfagskolen, hvor noget af min boghandleruddannelse foregår, havde vi besøg af Jane Bodholt Svendsen, der fortalt om alt arbejdet bag bogen, sagen med rektor af efterskolen og selvfølgelig også om Kristoffers liv efterfølgende. At han nu gik i gymnasiet, hvor han scorede flotte karaktere, men at hans hjerne arbejdede langsomt, især når det skulle koordineres med hans bevægelser. Hun fortalte om, at han eksempelvis skulle hjælpe med at flytte nogle bjælker i deres have, hvor de blev enige om at tage to ad gangen. Dette var en større udfordring for ham, da han skulle tilpasse sig et andet menneskes bevægelser, samtidig med at han skulle løfte to bjælker og gå hen til et bestemt sted.
Det er utroligt som livet kan ændres på et øjeblik.