Nye udgivelser i Marts 2016

Endnu engang nærmer vi os d. 1. og det betyder at der her kommer en oversigt over, hvilke udgivelser jeg finder interessante i den kommende måned.
I skal ikke tage datoerne alt for højtidligt, da de kan blive rykket.
Jeg lister udelukkende udgivelser, der udkommer i fysisk form, så nogle af bøgerne kan være udkommet som e-bog før den fysiske bog.
Forlagsbeskrivelser af bøger, der er en del af serier, kan indeholde spoilers.

Rød dronning – Victoria Aveyard
røddronning

Udgivelselsdato: 18/3-2016
Serie: Rød dronning
Nr: 1
Forlag: Gyldendal

Forlaget skriver:
Blodets farve – dét er den virkelige forskel mellem Sølvere og Røde. Denne enkle forskel gør på en eller anden måde dem stærkere, klogere og bedre end os.  Mare Barrows blod er rødt. Hun hører til samfundets bund – den almindelige befolkning, som skal tjene den sølvblodede elite, der har overmenneskelige egenskaber.Mare overlever ved at stjæle, hvad hun kan komme i nærheden af. En dag ender hun ved et tilfælde ved Sølver-hoffet. Foran kongen, prinserne og alle de adelige opdager hun, at også hun har overmenneskelige evner. Men det er umuligt, for Mare har rødt blod i årene. For at skjule denne umulighed og forhindre rød opstand, tvinger kongen Mare til at spille rollen som en fortabt adelig datter, der nu skal giftes med en af prinserne.Mare trækkes hurtigt ind i Sølver-verdenen og begynder at få følelser for sin prins. Alligevel risikerer hun alt ved at hjælpe oprørsgruppen Den Højrøde Garde. Ét forkert træk vil betyde hendes død, og kun én ting ved hun med sikkerhed: Alle kan bedrage alle. RØD DRONNING er første bind i serien RED QUEEN.

Det bliver pinligt uanset hvad – Tyra Teodora Tronstad og Bjørn Sortlanddetbliverpinligt

Udgivelsesdato: 8/3-2016
Serie: —
Nr: —
Forlag: Turbine

Forlaget skriver:

Susanne plejer at tage samme bus som Elias. Men pludseligt en dag gør hun ikke længere. Hvor er hun? Hvad er der sket? Heldigvis har Elias set hendes e-mailadresse stå på den mappe, hun altid har med sig, og han skriver til hende. Og hun svarer! Hun fortæller, at hendes blåmappe er blevet stjålet, og hun er bange for, hvad der er sket med den. Hele hendes liv er samlet i den mappe! Elias udviser heltemod og lykkes med at stjæle mappen tilbage til hende, og de to udvikler et e-mailforhold. Og en dagaftaler de at mødes i virkeligheden.

Tyra Teodora Tronstad har udgivet flere ungdomsromaner siden sin debut i 2007 og fået flotte anmeldelser. Hendes ungdomsroman Hundetanker udkom på TURBINE forlaget i 2013.

Bjørn Sortland har udgivet en lang række bøger siden sin debut i 1992, er oversat til mere end 20 sprog og har vundet mange både norske og internationale priser for sit forfatterskab.

Dette er forfatternes første bog sammen, og ligesom bogen er skrevet som en mailudveksling, blev den også til som en mailudveksling – forfatterne mødtes først i virkeligheden bagefter.

The Selection 4: Arvingen – Kiera Cass
arvingen
Udgivelsesdato: 10/3-2016
Serie: The Selection
Nr: 4
Forlag: Tellerup
Udgivelsesdatoen er rykket.

Forlaget skriver:
Tyve år er gået siden Illeás sidste Udvælgelse.
I sin regeringstid er det lykkedes Maxon at skabe fred i landet og opløse kasterne, men dele af befolkningen har svært ved at vænne sig til de nye forhold, og utilfredsheden ulmer.
Der er brug for en afledningsmanøvre, noget folket kan samles om mens der findes en løsning på problemerne: En Udvælgelse for den kongelige families ældste datter og tronarving, Eadlyn.
Men Eadlyn er opdraget til at regere og er bestemt ikke villig til at afgive magt. Heller ikke til sit hjerte.

Arvingen er fjerde bind i en serie om venskab,
kærlighed, rivalisering og et samfund bygget på
forbud og klasseskel.

Vinterkongens datter 1: Kelly – Lesley Livingston
kelly
Udgivelsesdato: 10/3-2016
Serie: Vinterkongens datter
Nr: 1
Forlag: Tellerup

Forlaget skriver:
17-årige Kelley håber og tror at rollen
som alfedronningen Titiana
i en opsætning af Shakespeares
En skærsommernats drøm,
er hendes store chance for
at bryde igennem som skuespiller.

Men da Kelley møder den flotte Sonny,
må hun indse den chokerende sandhed,
at alfernes verden virkelig findes,
og at hun er en del af den.

Kelley er nødt til at forlige sig med sin familiearv,
hvis hun vil redde ikke blot sig selv,
men også Sonny og hele menneskeverdenen
fra Alferigets magtfulde kræfter …

Kelley er første bind i serien Vinterkongens datter, der blander ung kærlighed med keltisk mytologi og ældgammel alfemagi.

Fornuft og følelse – Jane Austen
fornuft og følelse
Udgivelsesdato: 1/3-2016
Serie: —
Nr: —
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Forlaget skriver:
Marianne Dashwood har følelserne uden på tøjet, og da hun forelsker sig i den flotte men upassende John Willoughby, ignorerer hun sin storesøster Elinors advarsel om, at hendes impulsive opførsel gør hende til genstand for sladder og hentydninger. Elinor er derimod altid opmærksom på de sociale konventioner og kæmper for at skjule sin egen romantiske skuffelse, selv for sine allernærmeste.Gennem søstrenes sideløbende erfaringer med kærlighed – og frygten for at miste den – lærer de, at de må være både fornuftige og følsomme, hvis de skal finde lykken i et samfund, hvor magt og status afgør kærlighedens spilleregler.’Fornuft og følelse’ er en af verdenslitteraturens største kærlighedsromaner, som nu udgives i en ny oversættelse af Vibeke Houstrup.

Islandske Sagaer – Ingen forfatter
islandske sagaer
Udgivelsesdato: 14/3-2016
Serie: —
Nr: —
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Forlaget skriver:
Smuk bog med de 10 mest kendte sagaer: Egils saga, Njals saga, Laksdæla, Eyrbyggja, Vatnsdæla, Gisle Sursen, Gunløg Ormstunge, Gretter den Stærke, Kormak saga og Finboges saga. Introduktion til de islandske sagaer af Palle Lauring samt nyt forord af Einar Már Gudmundsson.

Bjergets skygge – Gregory David Roberts
bjergets skygge
Udgivelsesdato: 15/3-2016
Serie: Shantaram
Nr: 2
Forlag: NB Books

Forlaget skriver:
“Bjergets skygge” begynder i det myldrende gadeliv i Bombay, to år efter de dramatiske begivenheder i “Shantaram”.

Den australske flygtning Lin har mistet de to personer i hans liv, som han elskede højest: sin faderfigur, Khaderbhai og sin store kærlighed, Karla. Da Lin vender tilbage til Bombay har byen undergået store ændringer. Hans gamle venner fra slummen er borte og de nye mafialeder har ledt mafiaen ind i voldsomme stridigheder. I “Bjergets skygge” udfordres Lins verdenssyn af en hellig mand, der sætter al Lins viden om kærlighed og livet på prøve. Selvom byen har forandret sig til det værre, kan Lin ikke forlade Bombay – hans kærlighed til Karla og et skæbnesvangert løfte holder ham fast.

“Bjergets skygge” er en storslået fortælling om jagten på identitet i midten af en verden af brutalitet, kulturforskelle og hjemløshed.

Reklamer

Skyggesider af Christina Bonde

skyggesider.png
Forlag:
Tellerup
Sidetal: 280
Udgivet: 9/11-2015
4kron

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Forlagets beskrivelse
Har du nogensinde forvekslet drømme med virkelighed?

Tricias tvillingesøster har begået selvmord.
Forældrene taler ikke om det, eller om den spiseforstyrrelse Tricia har levet med siden barndommen.

I et forsøg på at flygte fra virkeligheden
finder Tricia trøst i fantasier om en mand.
Fantasierne udvikler sig til drømme,
og da en mystisk flaske dukker op og drager hende med velvære,
trækkes Tricia længere og længere ind i en parallel opfattelse af virkeligheden.
Flere unge kvinder begår selvmord omkring hende, og snart må Tricia sande at det livstruende mareridt har diabolske rødder i hendes egen barndom.

Anmeldelse
Denne bog er forholdsvis langt fra hvad jeg plejer at læse, men jeg synes den lød spændende, så jeg besluttede mig for at prøve.
Jeg har aldrig oplevet en så ubehagelig læseoplevelse, på den fede måde. Jeg var så optaget og forvirret af den, og jeg er stadig ikke sikker på at alle brikkerne er faldet på plads for mig. Bogen er virkelig velskrevet, og det er en utrolig spændende rejse man tager ind i Tricias hoved. Bogen er skrevet med et enkelt sprog på trods af den kringlede historie, der svæver mellem fantasi og virkelighed. Hvilket jeg mener gør bogen godt, da man ikke skal sidde med litterære udredelser mens man skal holde styr på Tricias drømme og virkelighed.
Man sidder som læser og adopterer Tricias angst og forvirring, det er i den grad en bog, der går ind under huden på en.
Bogen foregår i et lille kristent samfund, hvor folk mener at kuren til det meste er bøn. Jeg synes at det var rigtig interessant at læse om den form for mentalitet, eller at eksempelvis Tricias ven Daniel er nødt til at holde sin seksualitet skjult, for at være accepteret af samfundet.

Du skal læse denne bog hvis…
Du er til mystik og en smule gys. Du ikke i forvejen er bange for at være alene hjemme.

 

Geminiderne af Nanna Foss

geminiderne.pngForlag: Tellerup
Sidetal: 655
Serie: Spektrum
Nr: 2
Udgivet: 07/11-2015
5kron

Forlagets beskrivelse
Jeg vil ikke tænke på ham.
Jeg VIL ikke!
Hvornår fatter min hjerne at det er dømt til at mislykkes?
Ham og mig. Det går bare ikke.
Punkt 1: Jeg er livsfarlig.
Punkt 2: Vi er fra forskellige tider. Helt bogstaveligt.
Punkt 3: Fik jeg nævnt at jeg er livsfarlig?

Pi og hendes venner forsøger at finde ud af hvad der er sket med dem …
og hvorfor.
Hvert spor kan være afgørende for deres overlevelse.

Problemet er bare at nye mysterier dukker op hele tiden.
Kryptiske drømme, en telefonsvarerbesked fra fremtiden og en person i rød hættetrøje.
Snart opdager de at der er andre ligesom dem.
Men hvem kan de stole på?

Det føles som om noget er dømt til at gå galt. Virkelig galt.
Det er kun et spørgsmål om tid …

Anmeldelse
ADVARSEL: Du vil befinde dig i et univers, hvor du aldrig er sikker. Bedst som du tror, at du har regnet det hele ud, vender alt. Du vil være i tvivl om, hvad du skal tro og håbe på, når du er færdig med denne bog.

Nanna Foss har nemlig gjort det igen. Det er intet mindre end en fantastisk bog. Jeg elsker Nannas måde at skildre Pi. Hun er rå, følsom, rasende, loyal, bange og livsglad. For ikke at nævne hendes kanon fede og til tider ironiske humor. Pi har følelserne uden på tøjet, hvilket også skaber store problemer i forhold til hendes evner.

Bogen er et stort virvar af tidsrejser på plottvist, og det var ind i mellem svært at holde helt styr på hvor de var nu og hvorfor. Heldigvis er bogen skrevet i et nemt og lige til sprog, og jeg var meget hurtig færdig med den. Selvom jeg tror at der mangler nogle sider i min udgave, for den kan da umuligt slutte på den måde.

Ligesom i Leoniderne er jeg stadig vild med de forskellige karakterskildringer, de er så alsidige og dynamiske at det er en fryd at læse.

Jeg er enormt spændt på den næste bog i serien, og hvem der kommer til at være hovedpersonen. Jeg bliver ved med at tænke i teorier om hvem den næste fortæller er. Logikken skifter hele tiden. Jeg vil ikke afsløre nogle af mine teorier, da det kan give nogle spoilers. Jeg kan kun sige at Nanna Foss har sagt at der er hints i både Leoniderne og Geminiderne.

Du skal læse denne bog hvis…
Du har læst den første bog Leoniderne. Du elsker Science Fantasy, dystopi og tidsrejser hvor man skal holde tungen lige i munden.

 

Legend af Marie Lu

legendForlag: Carlsen
Sidetal: 331
Serie: Legend
Nr: 1
Original titel: Legend
Udgivet: 29/01-2015
5kron

Forlagets beskrivelse
June er en af Republikken Amerikas unge stjernesoldater og har en strålende militærkarriere foran sig. Day er opvokset i slummen og er nu en af Republikkens mest eftersøgte sabotører.
Deres verdener ligger uendeligt langt fra hinanden, men da Day bliver mistænkt for mordet på Junes bror, sætter hun alt ind på at finde ham. Ingen metoder er for beskidte til at fange Day – og hun har Republikkens fulde opbakning til at gøre det af med den kriminelle oprører.
Efterhånden som June zoomer ind på Day, opdager de dog hver for sig, at der måske er andre ting end mordet på Junes bror, der binder dem sammen. Men det er dødsensfarlig og dybt begravet viden – og Republikken skyr ingen midler for at holde sandheden skjult …

Anmeldelse
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente mig af denne bog, så jeg gik i gang med bogen uden nogle former for forud indtagelser.
Da jeg første gang fik ”Legend” i hånden, var jeg helt solgt over layoutet. Selve omslaget føles ru og sandblæst, hvilket stemmer godt overens med designet af forsiden. Det er et kæmpe plus at man kan fornemme arbejdet der har ligget bag bogen, uden man behøver at åbne den.

Jeg gik i gang med bogen, og nøj hvor blev jeg opslugt af den. Det er en helt igennem fantastisk bog, om end en anelse forudsigelig, det ødelægger dog ikke læseoplevelsen.
Mens siderne vender sig, bliver man trukket igennem de vildeste detaljer. Eksempelvis er der en spion, som bliver afsløret, fordi han har været sjusket med sin forklædning da han reparerede den, og brugte en forkert knap. Det er sådan noget jeg elsker, når man virkelig kan mærke forfatterens viden og research bag teksten. Jeg sad flere gange og tænkte ”Det er faneme godt tænkt”
Personkarakteristikkerne er dynamiske og spændende, man får lyst til at lære dem bedre at kende nu her, med det samme! Dette gjorde at bogen blev læst hurtigt. Det er en sand sidevender, og bogen er slut førend du ved det.

Historien følger skiftevis June og Day. Det er blevet meget populært i YA, at skifte synsvinkel undervejs i teksten. Nogle forfattere mestre kunsten, mens andre ikke gør det. Jeg må indrømme at Marie Lu mestre det til UG. Man er ikke i tvivl om hvilken synsvinkel man læste handlingen fra, heller ikke hvis man havde ladet bogen ligge lidt, for derefter at samle op hvor man sluttede sidst. En anden ting der gør det nemt at skelne Day og June kapitlerne fra hinanden, er at teksten der hørte til Day, er gulbrun farvet (som igen passer til forsiden), og al tekst der hørte til June er sort. Det hele går bare op i en højere enhed. Dette er kort sagt en gennemtænkt bog der er kælet og nusset om i alle aspekter.

Jeg vil anbefale Legend til alle der elsker dystopi og youngadult.

Cirkusbarn af Juliane Vejen Thulesen

cirkusbarnForlag: Turbine
Sidetal: 292
Udgivet: 24/3-15
1kron

Dette er et anmeldereksemplar fra Turbineforlaget

Rosalina er cirkussets store stjerne, og publikummet gisper enstemmigt når hun slipper trapezen og suser gennem luften for så igen at blive grebet af Ivan.
Rosalina kender ikke sine forældre, hun ved kun at hendes mor var meget smuk, og skred fra cirkusset da hun var helt lille. Derfor bor Rosalina i husvogn med gode gamle Rob, som tager sig af hende, som var hun has egen.
En dag ankommer cirkusset til byen Dafne hvor Rosalina møder pigen Silke der ikke er helt som andre piger. Rosalina begynder at opsøge hende, og hurtigt finder hun ud af at der er en til flere mysterier der skal løses.

Ooorha jeg synes det her er rigtig svært. Da jeg faktisk ikke har fået læst bogen færdig. Den fanger mig simpelthen ikke. Jeg elsker hele cirkus universet, den smukke dragende magi, som alligevel er flosset i kanten, når man kigger nærmere.
Da jeg læste denne bog, følte jeg ikke at Juliane kendte til et cirkus andet end fra tilskuersiderne, og hvad man hører af sladder. Der manglede detaljer og personerne var flade. Jeg følte mig ikke draget af historien, selvom den er skrevet i et meget ligetil sprog.
Desværre ikke en bog kan jeg anbefale.

Monster af Patrick Ness

monsterForlag: Gyldendal
Sidetal: 214
Originaltitel: A Monster Calls
Udgivet: 11/3-2015
5kron

Conor er 13 år, og hans mor er syg af kræft. Da det bliver kendt på skolen er der pludselig ingen, der vil snakke med ham. De andre børn undgår hans blik, og hans lærere spørger ham ikke i timerne. Til gengæld fanger de ham til på gangen for at høre ”hvordan det går?” De eneste, som frivilligt kontakter ham er Harry, Sully og Anton, men det er kun for at give ham tæv, hvilket vel er bedre end ingenting.
En nat lidt over midnat bliver kirkegårdens gamle takstræ til et kæmpe stort monster, der opsøger Conor.
Det er dog ikke monsteret, Conor er bange for, men det som monsteret er ude efter, nemlig sandheden.

Da jeg første gang hørte om denne bog, var jeg helt sikker på, at det var en jeg skulle læse, og det var bare med at få fat på den. Nu er den læst, og nøj hvor blev jeg bare ikke skuffet. Det er en bog som har alt, hvad den skal have og mere til.
Den tager utroligt tunge emner op, men formår alligevel at udfolde og afslutte en historie, så man som læser sidder tilbage uden følelsen af, at der manglede noget på trods af de få sider.
Ordene og illustrationerne tager blidt én i hånden og følger læseren igennem historien side for side.
Man kommer til at holde af monsteret og dens symbolik på trods af dets meget truende adfærd; man bliver forundret over Conors tilgang til livet, men opnår også en forståelse af hans handlinger; til sidst bliver man møgirriteret over de voksnes håndtering af situationen i forhold til Conor, og jeg er faktisk stadig sur på dem.

Illustrationerne er så flotte og så dystre. Billeder man kan blive ved med at kigge på og stadig opdage nye ting. De er alle lavet i gråtoner og skaber så dybe kontraster og så flotte symbolikker, at det næsten tager lige så lang tid at kigge på billederne, som det tager at læse selve teksten.
Teksten og billederne komplimenterer hinanden, så det hele går op i en højere enhed, det er stensikkert at teksten ikke ville fungere lige så godt uden billederne, og omvendt.

Denne bog har et meget dybt psykologisk niveau, og selvom man måske har regnet handlingen ud fra starten, rumsterer den stadig rundt i ens baghoved efter man har læst den færdigt. Flere og flere detaljer og analyser kommer op til overfladen. Jeg har fået flere små AHA-oplevelser efter jeg har læst bogen færdig. Den er utrolig simpel og alligevel kompleks i sin helhed.

Dette er en bog jeg vil anbefale både voksne og unge at læse, især hvis man har med børn med sygdom i familien at gøre.
Bogen er skrevet ud fra en idé af Siobhan Dowd, der desværre blev taget af kræften inden hun fik færdiggjort bogen. Patrick Ness, der har erfaring med at skrive bøger om død og dystopi, har samlet historien op og skrevet den, som han synes Siobhan ville kunne lide den.

monster2

Helgi Daner af Josefine Ottesen

HelgiDaner

Forlag: People’s Press
Sidetal: 537
Udgivet: 2/10-2014

4kron

Helgis liv bliver sat på den anden ende, da han til Danermarkens julegilde finder ud af, at hans far i virkeligheden er den ødelagte og fordrukne Danerdrot Gøtrik, og ikke Jarl Eskil, som han er vokset op med. Helgi er nemlig halv alf, og burde ifølge Gøtriks mor være sat ud til ulvene, som den troldunge han er, men Eskil redder Helgi, og tager ham til sig som sin egen.
Gøtrik er en svag leder, der lader sig styre af sin mor og de rige slægter i landet. Dette resulterer i en beslutning om, at Danermarken ikke skal betale den årlige skat til Frankerkongen Karl, som selvfølgelig bliver rasende, og kræver Helgi som gidsel og sikkerhed for at skatten betales fremover. Endnu en gang bliver Helgis liv vendt på hovedet.

Denne bog fandt jeg da jeg var til Bogforum 2014. Jeg havde set i programmet, at Josefine Ottesen skulle have et oplæg på børnescenen. Da hun er en af mine yndlingsforfattere, blev mine fødder hurtigt styret i den retning. Hun fortalte levende om, hvordan hun havde genopdaget myterne om Holger Danske, som ”Helgi Daner” er hendes fortolkning af.
Da oplægget var slut befandt jeg mig pludselig i en kø med ”Helgi Daner” i hænderne, klar til at køre kortet igennem maskinen.

Helgi Daner er eventyrligt godt skrevet; man er fanget lige fra den første linje i bogen, og derfra fortsætter det bare. Pludselig er man kommet igennem over 500 sider. Sproget er forholdsvis simpelt, dog med en del gammeldags ord imellem, såsom drot, blankvåben mm. Her har Josefine Ottesen været meget forudseende og har lavet et register bagerst i bogen, der forklarer de ord, der kan volde en besvær. Ud over ordregister kan man også finde persongalleri, og et overordnet kort over det gamle Europa, så man kan følge med i hvor Helgi drager hen på sin færd, hvilket jeg brugte meget og stadig er meget begejstret for. Sidst, men ikke mindst kan man også finde teksterne til de sange, der er blevet digtet om Helgi Daner. Så vidt jeg kunne forstå på oplægget, er disse tekster også blevet indspillet med musik, og følger med den udvidede familieudgave af bogen.

Bogen henvender sig til begge køn, gamle som unge, da der er masser af krigsscener, sværdkampe og magtspil, som er beskrevet i detaljer – man er ikke i tvivl om mængderne af blod, der bliver udgydt. Samtidig kan man hele tiden følge med i Helgis følelser og tanker bag alt hvad han gør. Han har svært ved at finde sin plads i livet, og dermed også lykken. Der er selvfølgelig også masser af kærlighed i historien, både lykkelig og ulykkelig. En håbløs romantikker som mig måtte flere gange sidde og sukke.

Bogen foregår over flere år, så man følger Helgi gennem forskellige stadier i hans liv. Desværre savner jeg en opdatering for hvert spring, så man som læser bliver holdt opdateret om Helgis alder i takt med at historien udfolder sig.

Derudover skal man forholde sig til at det er en tyk bog, der ikke lige er læst på en eftermiddag på trods af at den er nemt læst.

Alt i alt en god bog for historieinteresserede, der samtidig elsker fantasy, uden at det bliver for overnaturligt. En rigtig ridderroman.

Ekstra info
Bogen er også udkommet som familieroman, hvor man med i købet får bogen i e-version og som lydbog, samt et kort resumé, så alle i familien kan være med.
Derudover medfølger der også spillekort med karakterene fra bogen, og vejledninger til sjove lege.